707 / 795
Den gamle vold
693
Du gamle vold, lwis høje, stolte træ’r
sig tegner skarpt mod himlens Igse flammer,
jeg elsker disse mørke, nøgne stammer,
som sidste gang nu skuer solens skær!
Jeg vanked tit bag dine kuplers krans
og lytted glad til vindens blide toner:
jeg ofte vandred under disse kroner
og skued op mod nattehimlens glans.
Når stjærner tindred frem på himlens blå,
og månen sølvhvid stod bag borgen oppe,
når dagens fugle sang blandt dine toppe,
o gamle vold, jeg elsked her at stå!
Når sneens hvide kåbe funkled kold,
jeg drømte til en vinter mig tilbage,
da du mod fjenders flok i farens dage
stolt værned Danmarks ære, gamle vold.
D u, lave, sjunkne vold, de stolte træ’r
for ung og gammel tusind minder gemmer;
din løvsals friske vår vi aldrig glemmer,
du blev os alle dyrebar og kær!