710 / 795
6 9 6
R. B erg
ikke oplevet de store Ulykker, Englandskrigen, Norges
Tab og Pengekrisen. Den havde ikke følt Fattigdom
mens tunge Byrder og stod nu med Hjærtet fuldt af Mod
til at skabe et nyt Samfund, hvor der var videre Udsigter
og store Maal at stræbe efter. Den følte Kræfterne svulme
i sig og Lysten og Modet til at tage fat.
Og Romantikere, som de var, var der ikke den Ting,
der ikke skulde laves om. Forfatning, Handel, Industri,
Livssyn, Mennesker. Det, man først og fremmest k ræ
vede, var Frihed, Plads til at røre sig. Bort med alle
Skranker og alle Baand, der hæmmede Individets frie
Livsrørelse.
Det er betegnende for de unge, der nu vilde være de
førende, at de alle tilhørte Borgerskabet, eller rettere
Bourgeoisiet, som Samfundslag, og at det var dette, der i
fuld Bevidsthed om, at det nu var dets Tanker, der
skulde raade, greb efter Tøjlerne.
Naar man nu hundrede Aar efter søger at sætte sig ind
i Tidens Stemninger, undres man over, hvor alle de op
trædende, der førte Ordet for det nye, var unge. Næsten
alle i Tyverne og Trediverne, eller i hvert Fald i deres
bedste Alder. Der er et saadant Brus over dem. Der er
saa at sige ikke noget af det bestaaende, som fandt Naade
for deres Øjne. De unge fandtes i alle Samfundsklasser,
i den akademiske Verden, iblandt Embedsmændene, Of
ficererne, Handelen og Haandværket. Blot at nævne nogle
enkelte Navne er nok til at klargøre Modsætningen til
den gamle Verden. Der er David, Algreen-Ussing, Leh-
mann, Monrad, Schouw, H. N. Clausen, Tscherning, F i
biger, J. C. Jacobsen, Lunde, Dalhoff, Puggaard, Alfr.
Hage, Kramp og en Mængde fler.
Ikke at de var revolutionære og paa en Gang vilde
vælte alt over Ende, men de var saa fyldte af Reformiver,
at der saa at sige ikke var det Omraade, hvor deres T an
ker ikke gjorde sig gældende.