716 / 795
702
R . B erg
som Finérskæreriet blev i høj Grad modarbejdet af
Snedkerlavet o. s. v.
Den unge Industri trængte frem for alt til Plads til
at røre sig paa.
Der er ingen Tvivl om, at den Aand, der bar Indu
striforeningen frem, i høj Grad var Liberalismens. Intet
Under, at det var Orla Lehmann, der i »Fædrelandet«
satte dens Program op. Industriforeningen skulde bringe
de Næringsdrivende til at faa et frit Overblik over Indu
striens Væsen og til at træde ud af den isolerede Stilling,
hvori enhver Forening af Lavsbrødre stod til alle andre
Industridrivende. Industriforeningen skulde bekæmpe al
Smaalighedsaand og dermed ogsaa Lavsaand.
Det gjorde den da ogsaa. Men den gjorde mere end
det. Den vilde aabne nye Veje for dansk Industri og
gøre denne til et af de Midler, der skabte Lykke og Vel
stand for Land og Rige.
Naar Maalet blev sat saa højt, var det, fordi der som i
saa meget andet ogsaa var gaaet Romantik i Ordet In
dustri. Den skulde hjælpe til at føre Menneskene ud af
den Suppedas, det gamle Lavsvæsen havde syltet dem
ned i.
Man maatte have Næringsfrihed, saa enhver kunde
tjene sit Brød paa den Maade, han kunde bedst.
Men ikke blot Næringsfrihed, nej, et nyt Danmark
skulde bygges op. Et Danmark, der var uafhængigt af
Omverdenen og havde sin egen selvstændige Ind- og Ud
førsel ad egne Veje. Man saa i Aanden Landet forsynet
med Jernbaner og Dampskibslinjer, hvorpaa Landets
Handel bevægede sig.
F ra København og til København skulde det hele gaa,
uden om Hamborg, i hvis økonomiske Vold man hidtil
havde været. Først Jernbane fra København til Korsør
og saa derfra Dampskibslinjer i Forbindelse med nye
Tværbaner gennem Slesvig og gennem Jylland, hvorfra