718 / 795
704
R . B e rg
saa Industriforeningen. At Foreningen heller ikke har
holdt sig helt fri for Politik, kan man slutte af den
Adresse, som Orla Lehmann fik sat i Værk ved Christian
VIII.s Tronbestigelse, og som skulde være Udtryk for
Aanden i de unge Industrivenners Kredse.
Der kan i det hele ikke være Tvivl om, at Industri
foreningen blev Samlingsstedet for den store Del af Kø
benhavns liberale Borgerskab. At man udadtil naturlig
vis skiltede med industrielle Programpunkter, er let for-
staaeligt; men at der tillige i de daglige Lokaler med de
res Bladhold, under og efter de talrige Møder var Lejlig
hed til at drøfte alt, hvad der var oppe i Tiden, er vist.
Datiden var jo ikke forvænt med offentlige Lokaler, hvor
enhver uden Personsanseelse havde Adgang.
Det er da ogsaa klart, at netop den Liberalisme, der
prægede Industriforeningen, blev det egentlig dragende
for Medlemmerne. Der trængtes til Frihed, og naa r F o r
eningen, som fremhævet, ikke i snævrere Forstand blev
en faglig Sammenslutning, laa det i, at de enkelte Indu
stridrivende netop ønskede at staa uden noget som helst
Baand, saa at de uden Modstand kunde udfolde deres
Virksomhedstrang. Industriforeningen blev da heller
ikke nogen organiserende Institution, men kom mere og
mere til at lægge Vægten paa det oplysende. Hovedarbej
det blev Oplysning gennem Foredrag og Udstillinger med
sagkyndig Forklaring.
At man inden for det gamle Haandværk hurtig t blev
klar over den liberale Tendens i Industriforeningens
Virksomhed, viser den Reaktion, den fremkaldte, en Re
aktion, som gav sig Udslag i Dannelsen af Haandværker-
foreningen, der, oprettet 1840, i Modsætning til Industri
foreningen kun optog Haandværksmestre, som havde a f
lagt den lovlige Mesterprøve.
F ra det Øjeblik, Haandværkerforeningen kom til Ver
den, var det klart, at det var Fortid og Nutid, der kom