714 / 795
700
R . B e rg
i øvrigt for de flestes Vedkommende den, at de som de
rene Haandværkere, de var, kun gav sig af med Kunde
arbejde og derfor slet ikke var indrettet paa at gøre P ro
paganda for deres Frembringelser i en større Kreds. Der
er da ogsaa bevaret et Sagn om, at Komitémedlemmerne
selv maatte henvende sig til Udstillerne og i mange Til
fælde ligefrem hale Genstandene frem.
I og for sig var dette nu ikke saa underligt. Køben
havn rummede paa den Tid en Række fremragende
Haandværkere i de forskellige Fag, men nogen egentlig
Industri fandtes der kun meget lidt af.
De Virksomheder, der kom Begrebet Industri næ r
mest, var Københavns 9 Jernstøberier, der i 1835 havde
beskæftiget 177 Arbejdere og leveret 5600 Skippund
støbte Varer, endvidere Drewsens Pap irfabrik ved
Strandmøllen, der dog først 1827 havde faaet sin første
og 1835 sin anden Papirmaskine. Den Tekstilfabrika
tion, som i 18. Aarhundredes Slutning særlig havde p ræ
get dansk Industri, var kørt helt bagud af den uden
landske Konkurrence. Nu var det særlig Bomuldsvæve
rierne, der betød noget, men naar man hører, at P roduk
tionen paa dette Omraade i København var fordelt paa
35 »Tøjmagere« med i alt 376 Svende og Lærlinge samt
286 andre Arbejdere, vil man forstaa, at det ikke drejede
sig om store Virksomheder. En virkelig stor Fabrik var
kun Modewegs Klædefabrik i Brede, der beskæftigede
200 Arbejdere ved 22 Væve.
Meget at bygge paa var der ikke, og man forstaar de r
for, at Komitéen var særlig rørt over den Virksomhed,
som var udfoldet af Kordegn Rasmussen i Assens. »Denne
driftige Mand,« som Komitéen kalder ham, havde i Tids
rummet fra 1824 til 1836 med yderst ringe Pengemidler
grundlagt en Fabrikation af Karter og deraf forfærdiget
75086 Par. Han beskæftigede 9—10 voksne Mennesker
til daglig, men om Vinteren 70—80, hvorhos han om