709 / 795
DA INDUSTRIFORENINGEN BLEV TIL.
Af R. BERG.
I
»Mit Livs Eventyr« fortæller H. C. Andersen for Ti
den om 1830, at han en Dag besøgte sin unge Ven
Orla Lehmann, der da laa paa Landet i Valby, og at
Lehmann jublede ham i Møde med et Vers af Heine:
»Thalatta, Thalatta, sei m ir gegrusst, du ewiges Meer«.
Og saa læste de Heine. Eftermiddagen gik, og Aftenen
gik, det blev ud paa Natten, og H. C. Andersen maatte
blive der til næste Morgen, og da havde han lært en Dig
ter at kende, »der sang ud af hans Sjæl og greb i den
de stærkeste der vibrerende Strenge«. Han fortrængte
Hoffmann, der hidtil havde indvirket saa stærkt paa An
dersen.
Billedet, der tegner sig for én, af de to unge, grebne
Mennesker er saa betegnende for Tredivernes Ungdom.
Heine var Tidens Digter. Hans Sentimentalitet, hans
Spot og hans Oprørskhed henrev dem. Thi selv stod de
jo i Modsætning til alt om dem og vilde lave Verden om.
Det gamle Samfund var for dem snævert, stillestaaende,
havde ingen Plads for dem og deres vidtstormende Tan
ker. Da Orla Lehmann mange Aar efter som moden
Mand nedskrev sine Erindringer, stod København for
ham som en Ravnekrog, hvor alt var sovende, Menne
skene, Regeringen, Tranlamperne og Vægterne.
Den Slægt, som var ung i Trediverne, følte, den stod
over for en ny Tid, da alt var opadgaaende. Den havde