711 / 795
D a In d u strifo ren in g en b lev til
6 9 7
Bedst ser man maaske Tidens Strømninger i de sam
tidige Portrætter. Næsten alle har de noget raskt, flot i
Udtryk og Bevægelser. Alle har de i Blikket noget vist
fremad skuende, som saa de efter noget langt borte, de
vilde ud at erobre. Det gælder for Mændene. Kvinderne
er smægtende, liljestilkede, søde og sentimentale at se
paa.
Romantikken havde holdt sit Indtog og faaet Magt
over Sindene. Der var en Uro i Sjælene, som gjorde, at
de maatte føle sig levende og i Bevægelse. De maatte tale,
synge, danse. I Selskabslivet afløstes de adstadige Tu r
danse af Galoppen, Polkaen og Valsen, hvor man ret
kunde give sine Stemninger for det følsomme og bevæ
gede Udtryk. Det var H. C. Lumbye, der spillede op.
Først og fremmest gjaldt det nu om at faa Luft for
den Trang til at være sig selv og uafhængig, der rørte sig
i alle de unge. Alt, hvad der hidtil havde bundet, skulde
løses. Man vilde ikke kendes ved de gamle Standsskran
ker, der puttede Individerne ind i hver sin Baas. For
Fremtiden skulde hver enkelt have den Plads, der tilkom
ham efter hans Evner og Indsats. Det er da ogsaa interes
sant at se, at Idealet ikke længer var Adel og Fornemhed.
Skellet i Samfundet skulde ikke længer være Fødsel og
Stand, men personlig Dygtighed og Aand. Ikke for intet
kunde Christian W inther lade Studenterne synge: »Herrer
vi ere i Aandernes Rige«. Det blev da ogsaa i særlig Grad
Ungdomsvejlederne, de yngre Professorer, Tiden saa op
til. Der var ingen Ende paa den Jubel, der stod
0111
Navne som H. C. Ørsted, H. N. Clausen, J. Fr. Schouw.
De var Førerne; alle vilde lære, og fra alle Samfunds
klasser samledes man om Lærestolene.
Det gjaldt om at blive dygtig, at lære, saa man selv
kunde tage Styret. Men først og fremmest vilde man føle
sig fri, og hvor kunde det ske lettere end i de Forenin
ger, man nu begyndte at stifte? Tidligere havde man jo
45