55 / 121
45
en af de rigtige gode gamle Spækhøkerforretninger. Naar
man gik ned ad Trappetrinene og kom til det nederste,
som var løsthængende, kimede straks en Klokke, som
var sat i Forbindelse dermed, løs af Hjærtens Lyst.
Nede hos Spækhøkeren saa der rigtignok anderledes ud
end hos Nutidens Mouvielle og Julius Freitag. Der var
ikke hos ham forskelligt farvede Salater, ingen bagte og
kogte Leverpostejer, ingen kogte halve Hummere eller
stegte Kyllinger, som man nu sér det hos Spækhøkerne
(om Forladelse, Charkuteriforretningerne kaldes det vist
nutildags). Nej, det var ganske prosaisk borgerlig Føde:
salt og fersk Flæsk, Svinehoveder, Ost, Smør og Æg,
som var Hovedbestanddelen af Rariteterne. Æggene
laa i en høj, stor Vidiekurv, og saavel den som Ostene
var gemt bag et paa Disken værende højt Tremmeværk.
Bag Disken tronede selve Spækhøkeren, for det meste
iført blaastribet Uldtrøje og et mægtigt Forklæde for de
fedtglinsende Permissioner, samt hans omfangsrige bedre
Halvdel. Af Carl Blochs bekendte Radering vil man
danne sig et godt Begreb om, hvorledes en saadan
Spækhøker saa ud. Kunstneren har øjensynlig taget
ham netop i det Øjeblik, hvor han med Hænderne støt
tet mod Disken spørger en Kunde, om det skulde være
en Flaske Hvidtøl til 3 eller 4 Sk. Spækhøkeren tap
pede nemlig selv Hvidtøllet af, og da man ikke brugte
Flaskeetiketter, saa angav Kridttal paa Flasken Øllets
Kvalitet og Pris. Paa samme Side som Spækhøkeren,
laa, strækkende sig fra Hjørnet af Østergade et godt
Stykke ned i Strædet og bag de tilstødende Naboejen
domme, den saakaldte Thaliagaard. Hovedindgangen var
paa Østergade Nr. 32, og over Porten prangede et stort
Stenskilt med en udhugget liggende Figur, efter hvilken
Ejendommen havde faaet Navnet „Vildmanden*1. Gaar-
den, der oprindelig havde haft en meget stor Have,
havde i sin Tid tilhørt Adelsmanden Kristian Barnekow,
der efter et uhjemlet Sagn skulde have frelst Christian
den 4des Liv i Slaget paa Skellinge Hede i Skaane,