GronnegadeKvarteret

var Leder af, med Navne som Madam Andresen, Hanne

Ruud, Augusta Kragh m. fl. samt Pianisten Axel Keil.

Sangene, som blev sunget, var, skøndt der slet ikke øve

des Censur, aldrig uanstændige, og man vil næppe i en

eneste af Rantzaus flere Tusinde Viser finde en eneste

Uanstændighed. Det var derimod ikke Tilfældet med

de Viser, der i Datiden foredroges i de tyske „Singspiel-

Hallen“, at dømme efter den Prøve paa disse, som den

tyske Forfatter, E. Fuchs, giver i 3die Bind til sit store

Værk „Illustrierte Sittengeschichte. Das burgerliche Zei-

talter“, Munchen 1912. Mange af Datidens danske San

gerinder var gifte Damer, der førte et yderst agtværdigt

Familieliv, og i Bladet „Hr. Sørensen" for 1865 læser

man saaledes i dettes Nr. 243:

„En yndet Sangerinde fra Musikhallen Nr.

2403 i Kjøbenhavn bliver hver Aften hentet

af sin Mand for at holde Snushanerne borte.

Forresten er det næsten en Levevej for en

magelig Mand at have en Sangerinde til Kone,

og der er nok af dem.“

Nutildags har Rantzaus Viser jo vundet Indpas i Kon

certsalene, og den mest bekendte er vel nok „En Sex-

tour“, som imidlertid er en Pastiche efter Adolph Reckes

Vise „Der var om mig umanerlig R ift“, som var skre

vet til Hornemanns Melodi i Stykket „Han er gruelig

gal“.

I Juni 1866 lukkedes „Valhalla1 midlertidig, da den

var udlejet til privat Brug, men den genopstod atter som

Sangerindepavillon den 3. Oktober s. A. under Ledelse

af den fra Tivolis Tepavillon kendte Restauratør Daniel-

sen, og da oprandt først den rigtige Valhallaperiode, som

endnu mindes af mange aldrende Medborgere med et

stille, indadvendt Smil og blanke, skinnende Øjne.

Indgangen til Lokalet var, som før omtalt, paa Byg

ningens Midte, og naar man kom ind, havde man til

venstre den store halvrunde, lave Tribune, som var an

bragt op mod den Væg, hvor der nu er indrettet Trappe

opgang fra Salen til „Café Osborne“. Der var som