53
blev der ogsaa opført Smaarevuer, hvori hele Personalet
medvirkede, og Nytaarsaften 1875 skulde en saadan løbe
af Stabelen. Amalie skulde heri først optræde som Fan-
tasus og bagefter med hastig Omklædning som Sanger
inde, i hvilken sidste Anledning hun til Fantasuskostu-
met var iført de obligate 12-Knaps Handsker. Hun stod
paa Tribunen i det folderige Fantasusgevant, i Haanden
holdt hun en lang Stav med en brændende Spritbeholder,
og saa begyndte hun stærkt gestikulerende paa sin lange
Monolog. Pludselig ser Publikum til dets store Forfær
delse, at den brændende Sprit flyder ned fra Beholderen
og over Amalies Arme og Hænder, men til alt Held
springer en behjærtet „Publikummer" op paa Tribunen,
slaar resolut Armene om den brændende „Malle", som
med Nød og Neppe blev reddet fra at gaa op i Luer.
Hun virkede i „Valhalla“ nogle Aar og trak sig da til
bage fra Tribunen til stor Sorg for sit trofaste Publikum,
men Grunden til hendes Bortgang var den, at hun i en
Alder af 26 Aar blev gift den 9. August 1877 med Grev
U. A. Holstein-Holsteinborg, ældste Søn af Grev Holstein-
Holsteinborg, fhv. Konseilpræsident, Overkammerherre,
Ridder af Elefanten m. m. Hun blev Enke 6 Aar senere,
rejste da til Amerika, hvor hun blev nogle Aar, kom atter
tilbage til Danmark, giftede sig med en Ingeniør og døde
for en halv Snes Aar siden.
Paa Amalies Tid var det, at den saakaldte „Tallerken-
vals“ florerede, og den bestod i, at de optrædende San
gerinder skiftedes til at gaa rundt i Sanglokalet med 2
sammenlagte Tallerkener for at inkassere Penge (dog
mindst 4 Skilling) hos Publikum. Efterhaanden som Pen
gene lagdes paa den øverste Tallerken blev de fra denne
strøget ned paa den underliggende. Det hed sig, at
denne Inkassering var „til Præstationerne1, men i Vir
keligheden fik de Optrædende kun
Vs,
medens
2A
af
Beløbet gik til Direktøren, og det var ikke Smaasummer,
der somme Tider inkasseredes. I Sangerindejargonen
kaldtes denne „Tallerkenvals“ for „at gaa med Noderne",
hvilket Udtryk var hentet fra Varietéerne eller rettere