62 / 121
52
Regel stopFuldt om Aftenen i det temmelig hyggelige
Lokale, og naar Bayerne, Rom- eller Arraks-Toddyerne
og den svenske Punch var kommet paa Bordene, medens
en tæt Taage af Cigarrøg svævede over alle, kunde Bøl
gerne stundom gaa noget højt, medens Sangerinderne
sad oppe paa Tribunen. Man kommer til at tænke paa
Erik Bøghs Vise om Charles Sapeur, naar han lader
denne synge som „Parnassets Direktør:
Med mine Muser skal jeg sejre,
de staa i Røg og Damp og Dunst.
Imellem Toddyer og „Bajre“
og kæmper for den skønne Kunst.
De optrædende Damer var ladet med et godt Humør,
selv om det undertiden kneb noget med Stemme, men
det var for Resten temmelig underordnet, thi som en
forhenværende Tribunesangerinde for nylig ytrede til
mig: „Stemme var saamænd ikke nødvendigt, naar bare
man havde et Par anstændige Ben.“ „Valhalla“s for
nemste Atraktion var i sin Tid den kaade, kønne, but
tede Amalie Hullstrøm (populært kaldet „Malle Knalle-
rup“), og der var øredøvende Jubel, naar hun fra Gar
deroben kom farende ind paa Tribunen iført et kort sort
Fløjlsskørt, kødfarvede Strømper paa de velformede Ben,
meget høje Knapstøvler (Datidens Sangerinde Ideal), en
mægtig Strudsfjer paa Hovedet og en Ridepisk i Haan
den, medens hun med sit brillante Foredrag sang:
Har De hørt om Amanda Tramplino, javel,
De har ofte vist hørt hende nævne.
Det er hende, som tit med et mageløst Held
Har faaet 1000 Par Handsker til at revne.
Som Aurora hun red paa det brunstige Dyr
I et Tricot, der tændte som Lava.
Dette Syn udi Ynglinges Hjærter gav Fyr,
Og de jublede og skrege „Brava“.
:|: Mit Liv skal gaa i rask Galop, rask Galop. Hej Hop :|:
Efter hvert Vers slog hun Knald med Pisken og bagud
med det ene Ben som en vælig Ganger. I „Valhalla'*