86
og Efterslægtens Taknemmeliglied. Disse vise Anordninger
have allerede, uagtet Tidernes nærværende ublide Gang,
bidraget meget til forøget Yelstand og Lykke, til forbedret
Cultur, til Ægteskabernes Formerelse og Folkemængdens
betydelige Forøgelse.
Hvor store ere ikke de Opoffrelser som D. M. yder
til vore norske Brødre for at afværge Hungersnød, som
Misvæxt og Krig bar paaført dem? hvor ivrige Deres Be
stræbelser at afhielpe Mangel af Livets Nødvendigheder
for dem af Deres Undersaatter, for hvilke de nærværende
høie Priser maatte være uoverkommelige?
Meget mere kunde jeg nævne naar jeg ikke frygtede at
overskride Tidens mig tilladte snævre Grændser. Ja aller-
naadigste Konge! Deres liele Liv er opoffret til Deres tunge
og byrdefulde Regentpligter! Deres vidt omskuende Aand
opdager mange Gienstande, som Statens Sikkerhed, Selvstændighed og Hæder kræver, og som ere skiulte for os. Selv
da, naar Fædrelandets Yel fordrer, at D. M., skiøndt vist
ugiærne, maae fordre betydelige Oifere af Deres Undersaat
ter, see vi i Dem vores elskede Konge — vores ømme Fader.
Paa denne liøitidelige Dag, da Forsynet skiænkede
Dem Livet og os vores elskede siette Frederik! paa denne
liøitidelige Dag, da Ordenens Medlemmer ere forsamlede
om sin høie Ordensherres Trone! ville D. M. paa nye mod
tage vore Hierters Hylding og Fornyelsen af vore høitide-
lige Løvter. Gud og Fædrelandet er D. M. Symbol, og
Gud og Kongen ere de betydningsfulde Ord som indeholde
Summen af alle vore Pligter, og som vi bære paa Brystet,
nær ved vore Hierter. Om nogen iblandt os nogensinde
skulde blive lunken i Opfyldelsen af de Pligter, som Re
ligionen, denne blide Ledsagerinde i Livets glade og kummerfalde Dage, byder, — saa ville vi see paa det Tegn
som D. M. Nåede har skiænket os — og det vil minde os
om vore Forpligtelser! — Naar nogen iblandt os nogen
sinde skulde fristes til at finde de Pligter, som hans Kald
og Embedsstilling kræver, trættende, besværlige og byrde
fulde — saa ville vi skue paa det lysende Exempel, som
Kongen frembyder os, og dette vil give os Kraft og Mod
til, med Iver og Anstrængelse at anvende vore Evner til
Kongens og Fædrelandets Tieneste, det vil opflamme os til
gode og ædle Handlinger, og til sand Fædrelandskiærlig-
hed! Og naar da eengang efter Naturens evige og ufor
anderlige Love, den Tidspunkt kommer, at vi alle uden
Undtagelse skulle forlade Yerden, og samles til vore For-