64 / 142
62
Omskiftelser til sidst døde Straadøden i Blaataarn
paa det Slot, han engang havde drømt sig som Herre
til, et Fængsel, end ikke en saa mægtig Frænde som
Gustav Vasa
ved sin Forbøn kunde fri ham for.
Er der da ikke nogen Stump Bygning eller andet,
der minder om denne underlige Mand? Et Sted, hvor
vi kan tænke, at han har færdedes eller hørt hjemme?
Udad mod Gaden kan vi intet opdage; men gaar vi
ind i Universitetets Gaard, — der staar jo altid aaben,
opdager vi den uanselige og lave
Konsisloriums-
bygning, den sidste Levning af den gamle Bispegaard.
Den er omkalfatret og ødelagt i Tidernes Løb; dens
gamle Spidsbuevinduer er borte, men nede i Kælderen
lindes endnu nogle smukke Buer, og det er Synd,
at der ikke er holdt større Hævd over disse gamle Rester. Det kan ikke være Mangel paa Viden; thi
Bering
Liisberg
har i nogle fortjenstfulde Artikler i »Archi-
tekten« gjort opmærksom paa den interessante og
sjældne Middelalder-Levning, en af de faa Bygninger,
der dengang var af Sten. Det er ikke umuligt, at
det var i dette Hus, Rønnov sad hin historiske Morgen, da det dundrede paa Døren og Raab af mange
Stemmer skræmmede ham ned i Kælderen, da Kongens Folk trængte ind til Bispen for at fængsle ham.
Her var Skuepladsen for de mærkelige Immatriku
lationsceremonier, naar Studenterne kom til Hoved
staden for at »deponere«. At »deponere« betyder at
»aflægge«. De unge Videnskabsmænd skulde aflægge
deres dyriske Tilbøjeligheder og hellige sig en højere
og ædlere Virksomhed. Studenten mødte da som »de
positums« (senere forkortet til »Rus«), iført et dyrisk
Kostume med Maske for Ansigtet og store Pukler
overalt. Og dette ydre Apparat prygledes af ham,
og der blev ikke taget blidt fat. Naar det var forbi,
kom de mere officielle Ceremonier, hvorved den unge
fik Vin og Salt, men endnu havde han en drøj Kamp
at bestaa, naar han første Gang vilde ind paa Universitetet; thi da modtoges han paa Trappen af ældre