63 / 142
thi Paven havde aldrig anerkendt ham, og han sendte
ikke som andre Bisper Konfirmationspenge til Rom,
men gav dem til Frederik d. I. og maatte ved sin
Side holde en »Vicebiskop« for med Virkning at kunne
foretage de vigtigere kirkelige Handlinger. For vor
Fantasi staar han som den forskræmte gamle Mand,
der angst flygter for Byens Borgere, medens
lians
Tavsen
stærk og myndig beskytter ham, saaledes
som man ser det paa
Carl Blochs
berømte Billcd.
Men denne Forestilling er ganske fejlagtig. Da Overfaldet paa
Ronnow
skete, var lian i 30’erne, og det
er tvivlsomt, om han eller Tavsen var ældst, derimod
er det sikkert, at
Ronnow
ved sin Død 11 Aar efter
ikke var fyldt halvtreds. Det er derfor absolut en
historisk Fejl af
Bloch
at male ham som en ældre
Mand. Herved er ganske vist opnaaet en malerisk
Karakteristik af den gamle, faldefærdige katolske
Kirke gennem dennes Repræsentant modsat den
stovte og mandige Lutheranisme; men det er gaaet
ud over den historiske Sandhed, hvad der er bekla
geligt, da vi jo ikke ejer saa forfærdelig mange ma
leriske Mesterværker, der behandler Københavns Hi
storie. Det er saa langt fra, at
Ronnow
kan staa søm
Martyr for sin Overbevisning, som den forfulgte,
der var Medlidenhed værd. Han var en ryggesløs,
intrigant Eventyrer og Lykkeridder, som altid drejede Kappen efter Vinden, en Pjalt, der, naar han havde
Medgang, blev tyrannisk, overmodig og herskesyg.
Han havde saaledes under Interregnet mellem
Frederik Fs
Død og
Christian d. IIFs
Valg sagt til
Københavns Borgere: »Hvem skal være Dommer her,
den Gæk i Messen (Landgrev
Philip)
eller den Nar
i Holsten (Chr. III)?« Han, der efterhaanden havde
hyldet
Christian d. II, Frederik d. I
og Grev
Christof
fer
af Oldenburg, blev af Skæbnen behandlet med fuld
Retfærdighed, da han blev ynkelig fanget, krøbet i
Skjul som han var paa en Bjælke i Kælderen paa
sin egen Bispegaard, og da han efter forskellige