7 / 142
5
gaard: en ligesidet Pyramide af Granit, hvorpaa staar:
»Jens Wadum«. Hvem var da denne mærkelige Mand?
Rahbek
fortæller om ham og hans Virksomhed, og han
ejer ikke Lovord nok for ham. Han var Politiker, og
lian havde en Vindueskrog i »Drejers Klub«, hvorfra
det frisindede Partis Parole udgik; han kom gerne
derop om Eftermiddagen, stoppede en Pibe, fik »en
Liter Vin« og spadserede op og ned ad Gulvet, til han
fandt en Mand, han kunde tale med. Naar Samtalen
da naaede et vigtigt Punkt, trak han sit Olier ind i
Vinduesfordybningen, og de Ord, der blev sagte her,
regnede Samtiden for lige saa vigtige som de, der blev
sagt i Kongens Raad; thi her skabtes »den olTentlige
Mening«. Wadum, som var ansat i Rentekammeret,
(ik paa den Maade lige saa stor Indflydelse paa Bonde-
reformerne som alle de Mænd, hvis Navne nu pranger
paa Gadehjørnerne ude omkring Frihedsstøtten. Til
Tider var han mindre velset i ledende Kredse; og der
var en Tid, da man tænkte paa at lukke Klubben for
hans Skyld. »Tilskueren« 1804 siger i Datidens blom
strende Sprog ved hans Død:
»Det var en Mand, tænkte som en Mand, granskede
som en Mand, søgte som en Mand det godes Løn i det
gode selv, holdt som en Mand Skridt med sin Tid, naar
den gik frem, men stod som en Mand fast ved det gamle,
naar den kom paa Afveje, var ophøjet over hine Tiders
kaade Sansculottismus og nærværendes fejge Øjentjeneri — sagde sin Mening lige ud —. Man maatte for
hans Regning sætte en Mængde kraftfulde Ord, der
ofte gik fra Mund til Mund i hans Kreds.«
En saa mærkelig Mand hviler altsaa under denne
Ligsten. Og vi ved tillige om ham, at han paa Grund
af medfødt Beskedenhed aldrig steg højt; denne Beskedenhed gav sig allerede Udslag, da han tog teologisk
Embedseksamen. Det var dengang Skik, at man i
Forvejen sagde til Professorerne, om man vilde eksamineres til Laud, Iland eller Non. Det var et Tegn
paa »kristelig Ydmyghed« kun at lade sig eksaminere til