

8
hun var den fornemste, fik hun ogsaa sin Vilje, og ved
Hoffet var hun endda tarvelig nok til at lade Regitze
Grubbe mærke, at hun gik foran hende i Rangen. Herover kom Fjendskabet, og Fru Grubbe maatte have
Hævn. Hun vendte sig da til den syttenaarigc, adelige
Jomfru Agnete Budde, der paa den Tid var Selskabsdame hos Birgitte Skeel og maa have været en god
Portion letsindig; hun fik hende overtalt til at forgive
sin Frue med Rottegift. Sammensværgelsen blev imid
lertid opdaget, og medens den fornemme Anstifterske
gik uantastet omkring, blev den ulykkelige unge Pige
kastet i Blaataarn. Hun kan dog næppe have haft
nogen dybere Følelse af det kritiske i Situationen; thi
Leonora Christina
, som dengang paa femtende Aar
sad i
Blaataarn,
siger herom i sit »Jammersminde«:
»Dette Aar, Paaskedag, blev Jomfrue Agneta Sophie
Budde ført herind i Taarnet. Hendes Fængsel var oven
over mit inderste Rum. Hun blev beskyldt for at ville
have med Gift ombragt Grevinde Skeel, og som hun
var et ungt Menneske og havde en Pige, som skulde betjene hende, som og var ung, saa støiede de saa om
Dagen, saa jeg havde liden Rolighed for dennem. Jeg
talte dog intet derom, mente, at hun blev vel stille,
naar hun formærkede, at det vilde gieide Døden, men
ney, hun var lystig til Dagen før hun blev rettet«.
Den Kvinde, som var med hende, hed
Lucia;
hun
havde bragt hende Giften fra Regitze Grubbe. Lucia,
der ikke var adelig, blev pinlig forhørt, og skønt hun
desuden fik Kød, der krøb af Maddiker, saa Leonore
Christifia i Smug sendte hende spiselig Mad, vilde hun
intet tilstaa. Derimod gik Agnete Budde til Bekendelse og blev dømt til Døden. Højesteret stadfæstede
Dommen, og den 5. September 1678 om Morgenen
maatte hun »siddende paa Slotspladsen paa en Stol
over et paa Jorden udbredt rødt Klæde«, lade sit unge
Liv for sin Brøde, hvorpaa hendes Lig blev nedsat i
Holmens Kirkes Urtegaard uden Præsts Tjeneste.
Lucia blev i Blaataarn for Livstid, men den, der burde