25 / 230
19
Det synes mig efter det foregaaende at være
ret forstaaeligt, at Lægerne foragtede Chirurgerne,
hvis Gerning de opfattede som et Haandværk, fordi
Chirurgerne ikke havde B lik for Betydningen af de
lærde Disputationer, medens Chirurgerne foragtede
Lægerne netop for disse Disputationer, som i deres
Øjne maatte være tomt Spilfægteri, der ikke kunde
have Betydning for deres Maal: at behandle og hel
brede Patienter.
Da hertil kom, at Chirurgerne ved store Opera
tioner skulde tilkalde en Medicus og have hans Ind
villigelse i, at Operationen foretoges, medens Chi
rurgerne vare paa det rene med, at Medici slet ikke
forstode sig herpaa, blev Forholdet endnu værre. Som
Pegel overholdtes denne Bestemmelse vel ikke, men
at Lægens Optræden under saadanne Forhold kunde
være ganske aparte, fremgaar af følgende Fortælling
om en Physicus i Slesvig. „Uden selv at kunne føre
den chirurgiske Kniv, paatog han sig at bestemme,
naar, hvor og hvorledes den skulde føres. Han tog,
som et Øjenvidne har fortalt, almindelig Heisters
Chirurgi med til den syges Bolig, oplæste i Patientens
Nærværelse med myndig Røst, hvorledes det til
Operationen fornødne Apparat skulde ordnes, oplæste
videre af Bogen, hvorledes Operationen skulde for
rettes og bad derpaa Chirurgen skære i Jesu Navn.
Under Forretningerne saa han afvexlende paa Opera
tørens Haand og i Heisters Chirurgi, som han be
standig holdt opslagen for sig. Man tænke sig den
Skræk en saadan Execution maa have indjaget den
lidende“ 1).
i) Brev om Medicinalvæsenets Tilstand i Apenrade. Physicalsk-
oekonomisk og medico-chirurgisk Bibliothek for Danmark og
Norge
Yin.
Juli
1796 P. 210.
Anm.
2
*