ChirurgiskAcademisHistorie

men for studiosis medicinæ, som selv kunne efter

søge Fontes og forstaa Sproget, er den ikke af nogen

Betydenhed.“ *)

Facultetet har altsaa ikke forstaaet at vurdere

Arbejdets Værdi, og den sidste Sætning giver desuden

et mærkeligt Indblik i Facultetets Opfattelse. De

studerende behøvede ifølge den ikke at have Haand-

eller Lærebøger, thi de kunde selv gaa til Kilderne —

meget nemt:

Heuermann

citerer i sin Physiologi ikke

meget over

550

Forfattere, hvoraf adskillige havde

skrevet mange og store Værker!

I Erklæringen fremhæves endvidere, at

Heuer-

mann

ikke kan explicere sig i det latinske Sprog,

og følgelig kan hans Ansøgning ikke recommanderes.

Samtidig gad Professorerne ganske vist ikke holde

Forelæsninger, men overlode

Heuermann

at besørge

dette Arbejde!

Maalet for Undervisningen var ikke saa meget

at uddanne dygtige, praktiske Læger i vor Fo r

stand af Ordet; Maalet var først og fremmest at

skaffe dygtige Disputatorer d. v. s. Folk, der vare i

Besiddelse af betydelig Læsning og Kundskab til

Latin eller maaske endogsaa Græsk, og som desuden

vare øvede i den specielle Methode, hvor i den Tids

Disputatser førtes. A t et Menneske, der var uddannet

paa denne Maade og havde faaet Universitetets

Stempel paa at være dygtig heri, sagtens kunde be

handle medicinske Sygdomme uden nogensinde at

have set dem, var noget selvfølgeligt. Det havde jo

altid indtil

1672

været Skik og Brug, at Lægerne

under en Pestepidemi flygtede og fra deres sikre

Skjul udgav Vejledninger til Behandlingen af Syg

p Consistoriums Copibog 1749—1759. N r. 162 P. 249 o. lig.