67 / 230
60
forstaar ikke, hvor nogen kan tænke paa at ophæve
den chirurgiske Anstalt, og han tinder det aldeles
anstødeligt at skrive, at Erfaringen har vist, at de
botaniske og Oharlottenborgske Anstalter uden dette
Middel (Foreningen med Universitetet) vilde være
gaaede helt til Grunde, thi deraf, at disse Anstalter
havde faaet en anden Bestyrelse, kunde man ikke
slutte, at de vilde være gaaede til Grunde.' Desuden
stod Kunstacademiet i fuldt Flor. — Til chirurgisk
Lærer maatte man have den habileste Mand, selv om
han ikke var L iteratus:
„Kryger
var i Reputation som
sær habil til det Slags, skønt ej literatus.“ Dernæst
kunde en i Chirurgien udmærket Mand let mangle
Lyst til at disputere, „især hvis han anser nogen i
Facultetet som sin lidet paalidelige Yen .“ Endelig
finder han det ikke raadeligt at bevæge Kongen til
nu at træffe Bestemmelse om, hvorledes det skal
være, naar
Hennings
afgaar, fordi ingen nu kan vide,
hvad om 10,
20
eller flere Aar vil resolveres. Det
er muligt, at den, der faar Successionen nu, ikke vil
overtage Pladsen, naar den bliver ledig, og der kan
komme en ny Mand saa udmærket, at en kongelig
Resolution lader det blive ved det gamle, og Fo r
bindelsen med Universitetet bliver til intet.
Holms
fornuftige, næsten profetiske Advarsel
toges der, som vi have set, ikke Hensyn til, Consisto-
riums Erklæring gik til Cancelliet, og dette voterede
da atter.
Liixdorph
udtalte, at selvfølgelig maatte
„Theatret med alle sine Appertinentzer forenes med
Universitetet, naar det skulde ske, og man maatte i
alt Fald ingen Suppositioner gøre, som kunde sætte
Lus i Skindkjortel“ .
Berger
„bør ikke nævnes, det
er nok, naar han ikke fornærmes.“
28
. Januar
1773
gjorde Cancelliet Forestilling,