11 / 403
7
efter sattes Gaarden i Hartkorn med V2 Skp. Hartkorn af hver
Græsning, baade paa Fælleden og Saltholmen. Hollænderbyen,
hvis Hartkorn var »generaliter anslagen« (samlet under ét),
tillagdes 800 og de danske Byer 1247 Græsninger, deraf 450
paa Saltholmen. Efter en saakaldt Modelbog optaget 1692 blev
den vestre Fælled alene regnet til 1873 Græsninger, hvoraf Hol-
lænderbven til 800; men efter en senere Overenskomst mel
lem Byerne ses Tallet at være sat til 800 for hvert Sogn.
Byerne maatte saa enes om Fordelingen af Græsningen, saa
godt de kunde. Hver By slog selvfølgelig sin Hjord ud paa
den Del af Fælleden, der laa nærmest, men iøvrigt var der
intet Skæl, hvorefter Byens Hjord maatte gaa; flere Byer slog
sig ofte sammen om et større Omraade. Hver By havde sin
Hyrde, der samlede Hjorden om Foraaret til »Udeigning«. Og
da blev der Liv i Byen, naar Svinene skulde ringes, Spidserne
saves af Kvægets Horn, og det skulde brændemærkes paa
Hornene med Gaardenes Bomærker, ligesom Hestene blev
brændte paa Hovene, hos Smeden. Derefter samledes Hjor
den hver Morgen paa Bypladsen eller ved Bykæret, hvorfra
Driften gik ad »Fægyden« og ud gennem Byens Led. Hver
Atten, naar Hjorden kom hjem, tudede Hyrden i sit Horn, at
Malkepigen kunde holde sig parat; Køerne fandt uden Van
skelighed selv hjem til de Gaarde, hvor de hørte til.
Ch r i s t i a n s h a v n havde sin Fælled for sig selv, nærmest
uden for Volden, idet denne By havde Ret til at udleje sine
Græsninger til Stadens Slagtere og andre, som havde Fæhold.
Ogsaa Hollænderbyen søgte at have sit eget Fælledomraade
uafhængig af de andre Byer. Den klagede 1721 til Kongen
over, at den fandt sig fornærmet paa sin Skæl og Ret, da
Byens Beboere havde fæstet og drev mange Gaarde i de
danske Byer, for hvilke de vilde have Græsningsretten lagt
ind under deres egen Bypart. De anholdt om at faa nedsat
»tvende Commissarier«, en for de danske Byer og en for
deres egen By, til at undersøge, hvor langt deres Fælledrettig
hed strakte sig. Kongens Svar gennem Amtmanden lød, at
man helst maatte se at komme til en mindelig Overenskomst
for at undgaa en kostbar og vidtløftig Proces uden Haab om
at vinde noget paa nogen af Siderne, formedelst den Uvished,
der i lang Tid havde været om Skællet1).
J) Bilag V I.