58 / 403
54
Amagerfolket vakte tidligt Opmærksomhed, først i Hoved
staden og derfra langt ud over Landet, ved sit hele udprægede
Livsindhold. Det skilte sig stærkt ud fra den almindelige A l
mue. Først ved Sproget, dernæst ved Klædedragten og endelig
ved Øboens vanemæssige Tro og Tankegang. Dets stadige,
arbejdsomme og praktiske Gerning medførte selvfølgelig aande
lig Sammensluttethed og Sans for de materielle og økono
miske Værdier, som de fra gammel Tid havde skabt. Derfor
tilegnede Amagerne sig en jævn, solid Velstand, der gav sig
Udslag i Selvfølelse og Selvtillid. De nærede en vis Mistro
overfor andre end Øens egne Folk og egne Forhold; der blev
ingen Plads for Impulser, Fantasi eller Mystik; og Øens vil
lige, frugtbare -Natur opfordrede heller ikke til Lediggang eller
Udlængsel til at nære fremmede Interesser. De havde nok i
deres eget indre og ydre Liv.
Den Trofasthed, eller vanetro Vedhængen, hvormed de hol
landske Amagere vedligeholdt Traditionerne fra deres For-
fædre, virkede forbavsende. Udenforstaaende fattede ikke de
Bevæggrunde, de havde til at holde saa fast paa deres særegne
»Nationalitet« og de nedarvede Sæder og Skikke. I Virkelig
heden forbandt de privilegerede Amagere deres Vedhængen ved
de gamle Sæder og Særpræg med et praktisk Formaal. Disse
Forhold dannede et Gærde om deres privilegerede Rettigheder,
og en Nedbrydelse af dette Grænseskel betød en Udslettelse
af visse særlige Begunstigelser, som Hollænderne endnu havde
fra gammel Tid. Derfor blandede de sig først sent med -de
danske Amagere, og derved bevarede de deres økonomiske
Magt og frembragte en enestaaende Jordbrugskultur, som i
Forbindelse med deres særegne Fremtoning, deres Flid og Vel
stand, førte deres Ry vidt omkring.
Det
R y i Litteraturen
, Amagerene fik, tilfaldt alene de
hollandske Amagere. Det var dem, der vakte Undren og
kastede Glans over Amagerfolket. A f den ældre Tids Forfat
tere, som har skrevet noget af Betydning om Amagerne i det
ié. og 17. Aarhundrede, bør nævnes Ar i l d Hv i t f e l d t , J e n s
L a u r i t s s ø n , Mi che l Han s s on J æ r n s k j æ g og A r e n d t
B e r n t s øn . De ved alle neppe Ros nok at anføre om dette
»serdelis Folk«. Ganske vist synes deres Domme ikke altid
byggede paa historisk Grund, men paa løse Fortællinger og