107 / 160
DEN NUVÆRENDE KIRKE
D
en 5. September 1807 — tred je Dagen efter a t Englændernes Bombarde
m en t af København va r begyndt — ram te en B rand raket Frue Kirkes
Spir. Snart stod det i lys Lue, Ilden forplantede sig til Kirkens Tagværk og
sn a rt — for sje tte Gang — var Frue Kirke en Ruin.
Under den almindelige Forfærdelse, Englændernes Bombardement foraar-
sagede i de tre frygtelige Dage, 2—5. September, det stod paa, blev den
brændende Kirke som Symbolet paa Tidens Ulykke. Da det høje Spir hen paa
Morgenstunden bragende og knitrende styrtede ned, føltes det af mange, som
Byen, ja, som hele Fædrelandet faldt, og a t alt Haab var ude. Inden Hanegal
havde Byen overgivet sig.
Hvad nu?
A t K irken skulde genopbygges — for sjette Gang — var en Selvfølgelighed.
Derom va r alle heldigvis enige. Men meget naturlig t rejste sig det Spørgsmaal,
om man skulde genrejse Kirken, som den stod, før den sidste Katastrofe havde
ram t den, eller man skulde bygge en helt ny Kirke. Disse Overvejelser og alt,
hvad der gik forud for Kirkens Genopførelse er skildret af Fr. Schiött. i »Archi
tekten« 1903.
Det v a r Konsistorium, der, som den ulykkelige Kirkes Bestyrelse, havde det
første Ord. Men man forhastede sig — som det var a t vente — ingenlunde, og
Afb. 34. Kirkens Portal.