62 / 160
62
det kunde snart indskrive
— det skal fra Slægt til anden dog
i denne Bog vedblive.
Tak derfor hans berømte Pen:
Lad hannem det hj embære,
som han af Dig og dine tjen’
Giv hannem Lov og Ære!
De af Frue Kirkes Gravskrifter, vi kender, er selvfølgelig kun over særlig
bekendte Mænd med deres Hustruer. Men i det Store og Hele er Aand, Tone
og Stil — trods mange Nuancer — fælles for Indskrifter over alle Døde fra
samme Tid og i mangfoldige danske, ja nordeuropæiske Kirker lader sig, alene
gennem Gravindskrifterne, nøje aflæse Overgangene fra een Dannelsesperiode
til en anden. Det er en ikke uinteressant Side af Litteraturen, det her drejer
sig om! Hele denne vældige Gravlitteratur, der i sig afspejler skiftende Tiders
Syn paa Liv og Død, fortjente engang at blive behandlet i Sammenhæng.
Den vilde afsløre meget af Værdi for medmenneskelig Forstaaelse.
Hvad nu Frue Kirke i København angaar, da spænder jo den Periode, hvis
Gravskrifter vi kender, ganske vist kun over godt og vel halvandethundrede
Aar, fra ca. 1536 til ca. 1700. Men dette Tidsrum er ikke det mindst interessante.
Da fuldbyrdes den — ogsaa paa andre menneskelige Omraader
højst in
teressante Udviklingsproces fra Middelalderens til nyere Tiders Synspunkter.
Periodens Gravlitteratur afslører det Kirkeliges svindende Indflydelse paa
og Magt over Tankegang og Sind op igennem 16. Aarh. og viser paa den
anden Side, hvorledes en bestandig mere verdslig betonet Humanisme i latinsk
Dragt breder sig, for fra 17. Aarh.s Midte helt at beherske Gravmindernes
Tale. Det er tillige let kendeligt, at den forholdsvise Kortfattethed og Ordknap
hed, der endnu er det fremherskende i 16. Aarh., i det følgende Aarhundrede
hastigt viger for en Ordrigdom og Forherligelsestrang, der tager til fra Grav
mæle til Gravmæle og ender med allerede i 18. Aarhundredes Begyndelse at
svulme over alle Bredder. Det nye europæiske Menneske nægter sig intet i
Retning af Forherligelse af sig selv og andre, Ryet — Fama — bliver afgørende
— ja næsten eneste Motiv i Gravskriften. Det maa dog ikke overses, at Ind
skrifternes Art og Karakter har været støttet og understreget af Gravmindernes
Billedtale — af kristelige og allegoriske Symboler og Figurer!
At komme nærmere ind paa Frue Kirkes Gravskrifter af alle Slags — paa
Ligsten, Epitafier, Sarkofager m. m. vilde her føre for vidt, men som Prøver
paa skiftende Slægtleds Udtryksmaade og Sindsindhold skal anføres enkelte,
ret tilfældig valgte Eksempler, tagne fra Gravskrifter over det praktiske Livs
Mænd, en Række Politikere og Krigere, med Udelukkelse af Gejstlige og Lærde,
hvor Veltalenheden altid flyder særlig rigeligt.
Det maa her erindres, at det allerede i 16. Aarh. blev mere og mere almindeligt,