Previous Page  68 / 160 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 68 / 160 Next Page
Page Background

68

han om den Gudsfrygt, han allevegne havde set mange hykle frem. Men sær­

lig Iver lagde han for Dagen, da han af Gud og Kongen var bleven offentlig

Beskytter af Fædrelandets Muser: han foretrak da ingenlunde sine private

Interesser for Staten, hvilket i og for sig er et Under i vor Tid; han favoriserede

alle gode, hjalp de bedste frem, kunde ikke fordrage de slette, var gavmild

mod alle og understøttede de trængende. Og hos dette Menneske, eller rettere

Overmenneske, hvad skulde man der savne andet end at han hver Dag var

rede til at dø, han hvis Sæders og Miners Alvor tydelig viste, at han hver Dag

havde Døden for Øje. Hans Liv vilde Kongen, Adelen og Folket have købt

tilbage selv med deres eget Liv, på manges Bekostning — thi så bedrøvede

var ¿g — for at Fædrelandet og Efterslægten kunde nyde godt deraf. Drag

videre, Vandringsmand, og betænk, at Kansleren til Opbyggelse for Efter­

slægten efterlod også dette, at han, som den Helt han var, glad gik Døden

i Møde.«

Og derpaa fulgte nok et »Epitaphium«, i samme Tone og Stil, skrevet at

Johs. Faber.

Verdslighed og Humanisme i tæt Forening har sejret fuldkommen ved den

dygtige Officer,

Axel Urups

Grav. Han døde 1671, men Gravmælet blev først

opsat en Aarrække efter.

Paa Ligstenen over ham og hans Hustru, Cecilie Grubbes, Grav stod at læse

paa Latin: »Her hviler den berømmelige og velbyrdige Herre, Hr. Axel

Urup, som uden Stands trofast tjente tre Konger med Raad og Vaaben, med

sin kære Hustru, den berømmelige og velbaarne Frue, Cecilie Grubbe. Han

døde Aar 1671 d. 15. Marts; Hun døde Aar 1691 d. 19. Marts.

Paa det prægtige Epitafium stod — ligeledes paa Latin: »D. O. M. Til

evigt Minde om den berømmelige Helt (Heros) Hr. Axel Urup, Herre til Belte-

berg, Ridder af Elefanten, tre danske Kongers, Christian IV.s, Frederik III

og vor egen »Augustus«, Christian V.s, fortrolige Raadgiver og ubestikkelige

Assessor i Højesteret, Generalfeltmarchalen, den uforfærdede General til Fods

og til Hest samt den aarvaagne Befalingsmand og Styrer af overmaade mange

Fæstninger og Len, ganske vist den sidste af den ædle Urupske Stamme

,

men ved sine Fortjenester og Udmærkelser lettelig den første,

han som

altid tilsidesatte sine og sin Families Fordele og derfor forlod hvert af de

Embeder, han gennem 44 Aar beklædte i Fred og Krig og med den største

Klogskab, Tapperhed og Udholdenhed, rigere ikke paa Gods, men paa Be­

rømmelse. Sit Fædreland frelste han med Berømmelse dels fra den grumme

svenske Krig, og navnlig Halland ved Kattarp Sø, og tillige styrkede han

det ved sine Raad og Befæstningsanlæg. Og ved sin Bortgang efterlod han

i Mangel på Afkom sit Navns udødelige Ry i de dødeliges Hjerter, idet selv

Misundelsen gav fortabt, hin Misundelse, over hvilken han i Sandhed fejrede

en stor Triumf.«