![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0068.jpg)
68
han om den Gudsfrygt, han allevegne havde set mange hykle frem. Men sær
lig Iver lagde han for Dagen, da han af Gud og Kongen var bleven offentlig
Beskytter af Fædrelandets Muser: han foretrak da ingenlunde sine private
Interesser for Staten, hvilket i og for sig er et Under i vor Tid; han favoriserede
alle gode, hjalp de bedste frem, kunde ikke fordrage de slette, var gavmild
mod alle og understøttede de trængende. Og hos dette Menneske, eller rettere
Overmenneske, hvad skulde man der savne andet end at han hver Dag var
rede til at dø, han hvis Sæders og Miners Alvor tydelig viste, at han hver Dag
havde Døden for Øje. Hans Liv vilde Kongen, Adelen og Folket have købt
tilbage selv med deres eget Liv, på manges Bekostning — thi så bedrøvede
var ¿g — for at Fædrelandet og Efterslægten kunde nyde godt deraf. Drag
videre, Vandringsmand, og betænk, at Kansleren til Opbyggelse for Efter
slægten efterlod også dette, at han, som den Helt han var, glad gik Døden
i Møde.«
Og derpaa fulgte nok et »Epitaphium«, i samme Tone og Stil, skrevet at
Johs. Faber.
Verdslighed og Humanisme i tæt Forening har sejret fuldkommen ved den
dygtige Officer,
Axel Urups
Grav. Han døde 1671, men Gravmælet blev først
opsat en Aarrække efter.
Paa Ligstenen over ham og hans Hustru, Cecilie Grubbes, Grav stod at læse
paa Latin: »Her hviler den berømmelige og velbyrdige Herre, Hr. Axel
Urup, som uden Stands trofast tjente tre Konger med Raad og Vaaben, med
sin kære Hustru, den berømmelige og velbaarne Frue, Cecilie Grubbe. Han
døde Aar 1671 d. 15. Marts; Hun døde Aar 1691 d. 19. Marts.
Paa det prægtige Epitafium stod — ligeledes paa Latin: »D. O. M. Til
evigt Minde om den berømmelige Helt (Heros) Hr. Axel Urup, Herre til Belte-
berg, Ridder af Elefanten, tre danske Kongers, Christian IV.s, Frederik III
og vor egen »Augustus«, Christian V.s, fortrolige Raadgiver og ubestikkelige
Assessor i Højesteret, Generalfeltmarchalen, den uforfærdede General til Fods
og til Hest samt den aarvaagne Befalingsmand og Styrer af overmaade mange
Fæstninger og Len, ganske vist den sidste af den ædle Urupske Stamme
,
men ved sine Fortjenester og Udmærkelser lettelig den første,
han som
altid tilsidesatte sine og sin Families Fordele og derfor forlod hvert af de
Embeder, han gennem 44 Aar beklædte i Fred og Krig og med den største
Klogskab, Tapperhed og Udholdenhed, rigere ikke paa Gods, men paa Be
rømmelse. Sit Fædreland frelste han med Berømmelse dels fra den grumme
svenske Krig, og navnlig Halland ved Kattarp Sø, og tillige styrkede han
det ved sine Raad og Befæstningsanlæg. Og ved sin Bortgang efterlod han
i Mangel på Afkom sit Navns udødelige Ry i de dødeliges Hjerter, idet selv
Misundelsen gav fortabt, hin Misundelse, over hvilken han i Sandhed fejrede
en stor Triumf.«