72 / 160
72
nylig er genfundne. Een eneste Ligsten fra 17. Aarh. er bevaret — den Sten,
der laa over den fortjente Præsident Peder Resens Grav og nu er indsat i
Koromgangens Væg. Den er en ren Indskriftsten og forudsætter det Epita
fium, der prydede ogsaa hans Grav (Afb. 13).
Det skal indrømmes, at Trangen til Selvhævdelse udover Døden tilfreds
stilledes mindre, naar man maatte nøjes med en Ligsten i Gulvet, mulig endda
dækket af Stolestader, som baade Peder Oxes og Otto Ruds Ligsten snart
blev det. Da var et Monument paa Væggen over Graven eller paa nærmeste
Pille — et
Epitafium
— ganske anderledes tiltalende. Det kunde ses og be-
undres. Her kunde Ligstenens Ord og Oplysninger gentages — og mere kunde
føjes til. Hvad enten Epitafiet var i Træ eller Sten — herligt kunde det staf-
feres i Farver og Forgyldning og Kirkens og Humanismens Sindbilledsprog
kunde tale nok saa stærkt til Fantasien som det døde Rogstav.
Ogsaa en Del af det 16. Aarh.s hængende Epitafier kendes — mest over
Adelige. I Smag og Stil har de Slægtninge i alle Landets Kirker. Mænd og
Kvinder i Højtidsdragt knæle med foldede Hænder i Kirkerum eller i det
Fri, som ubevidste Vidner til Christi Korsfæstelse eller Opstandelse, der er
fremstillet i Billedets Baggrund. Barnløse Ægtepar knæler alene, som Jørgen
Brahe til Tostrup (f 1565) med Inger Oxe, som Albert Oxe til Nielstrup ( f 1577
som Slægtens sidste Mand) med Cecilie Urne. Eller Børnene slutter op bag For
ældrene — Sønnerne bag Faderen, Døttrene bag Moderen, som paa Otto Ruds
og Hustrus Epitafium med deres 3 Sønner og 3 Døttre (Afb. 12) eller paa
Johan Oxes til Nielstrup (f 1534) med deres 5 Sønner og 4 Døttre. I al Fald eet
Epitafium var paa middelalderlige Altertavlers Vis trefløjet — det var over
Ridderen Jørgen Podebusk til Bidstrup ( f c. 1530) og Ermegaard Bille.
Fraregnet Kobber-Epitafiet over Rigsadmiral Jørgen Vind (f 1644) og Hustru,
Ingeborg Ulfstand (f 1652) (Afb. 14), kendes fra 17. Aarh. kun Gravmæler
fra Aarhundredets senere Del — til Gengæld flere af de mest storladne og
udtryksfulde Frue Kirke nogensinde har ejet. De er saa godt som alle af den
monumentale Epitafieform, hvor Epitafiet er et helt Bygværk, der
staar paa
Gulvet.
Hertil hører bl. a. Monumenterne over Ulrik Frederik Gyldenløve, Cort
Adeler og Biskop Henrik Bornemann — alle af den alsidige og dygtige Belgier
Thomas Quellinus, alle en tæt Forening af Arkitektur og Skulptur i pompøs
Opbygning, og alle bievne til i Aarene op imod Aarhundredskiftet. Hertil slut
ter sig det noget tidligere Epitafium over Axel Urup og en Række Monumenter
af mere beskeden Størrelse og Form.
Monumentet over Axel Urup
er utvivlsomt først opsat efter hans Død; inden
1691 var det stillet paa Plads — meget beundret, som det første af Kirkens
store
Gravmæler (Afb. 15)!
En massiv Underbygning bærer det egentlige Mindesmærke — en arkitek
tonisk Opbygning i maadeholden Barok: Over en Plint Midtpartiet flankeret
af toscanske Søjlestillinger, det Hele kronet af et Topstykke. Til Siderne to