VorFrueKirkeKøbenhavnsDomkirke

Over Indgangen til Graven et Relief, hvor Cort Adeler kæmper mandeligt

paa »St. Jørgen«, alene mod flere tyrkiske Skibe; til Siderne to tyrkiske »Slaver«.

Over Gesimsen paa den arkitektoniske Underbygning af sort Marmor, med

hvidlige Søjler og med de hvide Marmorfigurer, hvilede Cort Adeler, støttende

sig til venstre Haand og Højre knuget om Kommandostaven, trindt omgivet

af alt Krigens Værktøj. »Fama« kranser Helten, blæsende hans Navn og Ry

ud over al Verden — alt det, der staar at læse paa Tavlen bagved. Her er

alt Liv og Livsudfoldelse, men — Dødens Symbol, Sarkofagen, kroner det

hele Monument!

Det tredje Arbejde af Quellinus i Frue Kirke er mindre larmende og fest

ligt end de tidligere omtalte.

Biskop Henrik Bornemanns

Gravmæle er ikke

»et lidet, zirligt og sømmeligt Monument og Epitafium«, som han havde faaet

Kongens Tilladelse til at opsætte. Den gode Risp har nok faaet et stilfærdigt,

men sandelig ikke lidet Mindesmærke. Højt og stateligt var det, overvejende

architektonisk bestemt og mere maadeholdent i dekorative Effektmidler end

ellers almindeligt for Kunstneren. I Hovedpartiets Gavlkrone stod Eiskoppens

Ruste. Den er ved et heldigt Tilfælde bevaret og er nu opstillet i Kirkens søn

dre Sidegang, en Del restaureret (Næsen og højre Arm). Mulig stammer et Pai

Geniehoveder, fundne i Kirkens Grund, ogsaa fra Rornemanns Epitafium (Afb.

19, 11, 20).

Som Henrik Rornemann er skildret — i sin dekorative, gejstlige Embeds

dragt, støttende sig til Ribelbogen, djærv

lidt grov

at se til, er han

aabenbart en god Repræsentant for Standen og Tiden.

Af noget lignende Karakter, men — fra en noget tidligere Tid

var to

ensartede Epitafier, forbundne ved fælles Indgang til Graven, over to ogsaa

i Livet nøje forbundne Venner, Juristen, Professor

Rasmus Vinding

( f 1684),

Poul Vendelbo Løvenørns Svigerfader, og Lægen, Professoren

Thomas Bar-

tholin

( t 1680), men, kun kendt af slette Afbildninger. Holger Jacobæus siger

i sin Rejseskildring, at »de er overordentlig prægtigt og kunstfærdigt Arbejde,

der vender de forbigaaende Øjne til sig«. 4 il denne Gruppe høite ogsaa Epi

tafiet over Biskop

Hans Bagger

(f 1693) med dets enkle arkitektoniske Op

bygning og lette Guirlandedekorationer (Afb. 21).

Af den stadig mest benyttede Epitafieform — Vægtavlen — kendes Epita

fiet over Professor

Ole Borch

(t 1690), gengivet i Ligprædiken over ham. Epita

fiet har været et smukt Stykke dekorativt Skulptur. Ikke for intet har det en

Fremstilling af Pallas Athene med Bog i Haand, der gør sig stærkt gældende

(Afb. 23).

Et almindeligt Professorepitafium som dette giver i et Glimt, hvad der er

gaaet tabt alene af denne Type Gravminder. Her skal dog gøres opmærksom

paa et Portrætrelief fra Begyndelsen af 18. Aarh. Det blev fundet 1824 under

Gulvet i Ehlers Kollegiums tredje Etage og er nu paa Borchs Kollegium. At

det kan stamme fra et Epitafium i Frue Kirke er ikke urimeligt at antage.