VorFrueKirkeKøbenhavnsDomkirke

Indskriftens eneste, omend ikke uvæsentlige Vidnesbyrd om, at den gælder

en kristen Mand, er Overskriften D. O. M. — Deo optimo maximo1).

Hvad der kendes af Gravindskrifter fra Slutningen af 17de Aarh. og Be

gyndelsen af 18de skiller sig i Indhold og Form ikke væsentligt ud fra de her

gengivne; Humanismen fører gennemgaaende det store Ord. Men det maa

ganske vist ikke overses, at havde vi kendt Indskrifter over jævne Mænds

og Kvinders Gravmæler, vilde den kristelige Tone sikkert her — som i til

svarende, der kendes fra andre Kirker — have klinget stærkere igennem.

Slettest staar det til med vort Kendskab til selve Gravminderne.

Hvad de to Brande 1728 og 1807 har bevaret os af den Vrimmel af Grav

sten, Epitafier og storslaaede Monumenter over Enkeltmænd, Vor Frue Kirke

gemte, er næsten mindre end intet. Brudstykker af ituslaaede Ligsten, Enkelt

heder fra et eller andet Epitafium eller fornemt Gravmonument er saa at sige

alt. Efter Branden 1728 synes en Del Gravmæler at være solgt, og Kirken

og Borgerne selv har aabenbart betragtet Kirkeruinen som et velkomment

Stenbrud og slæbt Byggematerialer bort fra Kirketomten. I al Fald fandt

man for nylig under et Hus paa Kongens Nytorv de sørgelige mishandlede

Rester af Biskop Peder Palladius’s og Rigshofmester Peter Oxes Gravstene!

Havde man ikke haft de kummerlige Afbildninger af Gravsten og Epitafier

i P. Resens Atlas fra 1677 og nogle værdifulde Haandtegninger i L. Thuras

tredje, uudgivne Del af Den danske Vitruvius, nu i det store Kgl. Bibliothek,

og enkelt tilfældig bevaret Billedstof, vilde vi have været ude af Stand til at

danne os nogen Forestilling om den Fylde i Rigdom og Pragt, Gravminder

af alle Slags gav Udtryk for. Som Frue Kirke stod 1728 har kun Roskilde

Domkirke kunnet gøre den Rangen stridig paa dette Punkt. Det maa tilmed

erindres, at netop Tiden fra Reformationen til op i 18. Aarh. er det pompøse

Gravmæles store Tid — som i Europa ogsaa herhjemme.

I 16. Aarh. er Frue Kirkes kendte

Ligsten

af en Type, der træffes hyppigt

ogsaa i andre danske Kirker: Den store Sten med Afdødes Billede eller Billeder

udhugne i fuld Korpus’og anbragt i en portalagtig Indramning. Er Stenen

lagt over Adelige, er den tillige prydet med Ahnevaaben. Et enkelt af 16.

Aarh. Gravmæler var dog tænkt i større Stil, af sort Sten, vel nok Marmor,

og den hvide Alabast. Det var Peder Oxes! Men hans Enke, Mette Rosen-

krantz, fik i den Anledning Kongens Vrede at føle, ganske som hendes Sviger

inde, Pernille Oxe. Kongen forbød hende »at gøre Peder Oxe anden Begra

velse i Frue Kirke end andre hans Lige«. Fru Mette fik ikke Brug for det kost

bare Materiale og Resultatet blev den Sten af almindelig Type, hvis Rester

*) Paa en Sten af sort Marmor, hvis oprindelige Anbringelse ikke kan angives, og nu er opsat

i Kirkens Sideskib, staar: Hic situs est Urop, belli dux atque Senator. Cautior a Fabii tempore

nemo fuit: Her ligger begraven Generalen og Rigsraaden Urup. Forsigtigere end han var ingen

siden Fabius’s Tid.