VorFrueKirkeKøbenhavnsDomkirke

ganske andre Forudsætninger, ovenikøbet opført i Sten, og at kunne gøre sligt,

stempler sin Mand som Dilettant. Det engelske Spirudkasts Overførelse til et

tilfældigt dansk Taarn og Omdannelse til kobberklædt Tømmerspir maatte

selvsagt ogsaa volde Vanskeligheder — baade praktiske og kunstneriske.

Foreløbig blev det hele Spirforetagende dog stillet i Bero. Man manglede

Penge og imidlertid døde Lerche 1742. Ledelsen blev nu overdraget den frem

ragende Arkitekt L. Thura, og snart kom der meie hai t i Sagen.

Som F. Weilbach skildrer det i sit Værk om Thura, var denne i Følge Kon

gens Ordre bundet til Lerches Spirforslag — og afhængig af Bygningskommis

sionen som Overordnet. Da Thura ikke vilde finde sig i Formynderskab, op-

naaede han af Kongen at blive Medlem af Kommissionen og han kunde nu gaa

i Gang med Arbejdet med at rejse Lerches Spir, efter med stort Besvær at have

faaet overladt de allerede udarbejdede Tegninger.

Men netop da der skulde tages fat paa Spiret, viste der sig økonomiske Van

skeligheder. De Midler, der straks efter Branden 1728 var stillet til Disposition

var i Færd med at slippe op, og der maatte nu udskrives en Hjælpeskat til Frue

Kirke og nogle andre offentlige Bygninger — ialt 12000 Bdlr., men det forslog

ikke. Et Kassererunderslæb kom til, og man greb da 1742 til den Udvej at be

fale, at alle, der opnaaede Bang, Ordener eller andre Benaadninger skulde be

tale til Taarnets og Spirets Fuldendelse — de saakaldte »Taarnpenge«, og at alle

i Veksel- og Laanebanken deponerede Midler til Skolernes Indretning maatte

anvendes til Taarn og Spir, dog kun som Laan. Bangforordningen af 1744 skaf

fede yderligere Penge til Veje — omend en Del af dem ogsaa gik til andre Foi-

maal. Tilsidst fandt man paa — uden al Omsvøb og Talemaade — at diktere

Priser paa Embedsudnævnelser, og efterhaanden fik man de Midler, der skulde

bruges. I alt blev der af »Taarnpengene« brugt til Spiret tæt ved 88,000 Bdlr.

Thura var straks paa det rene med, at Spiret vilde blive altfor højt og ustabilt

i Storm. Taarnet selv var 148 Fod, — Spiret foreslaaet til 236! Men Kongen

vilde nødig gaa med til at gøre det lavere. Højden blev dog noget formindsket,

fra 236 til 216 Fod — altsaa 20 Fod. Men med Bette forudsaa man, at Ryst

elserne alligevel vilde blive store, at det vilde gaa ud over Kobberbeklædningen

og medføre bestandige Brud. Universitetet nægtede rentud at overtage Spiret.

Først da det efter en Istandsættelse 1753—56 var bleven forkortet yderligere

12 Fod, maatte Konsistorium bekvemme sig til Overtagelsen.

Thura havde haft overmaade Besvær med Haandværkerne. Forøvrigt giver

Frue Kirkes Genopbyggelse et mærkeligt Indblik i Datidens københavnske

Arbejds- og Haandværkerforhold. Den største Vanskelighed for de ledende Ar

kitekter var i Almindelighed Forholdet til Laugene, der med Smaalighed og

Brødnid vaagede over hinanden og forfulgte hinanden med største Nidkærhed.

Og dertil kom, at selvom der var sluttet Kontrakt med en Haandværksmester,

viste det sig Gang paa Gang, at han ikke var sit Arbejde voksen. Et Sidestykke

til de to Murmestre, der opførte Taarnet, er den Tømrermester Joh. Martin