VorFrueKirkeKøbenhavnsDomkirke

Sam tidig med og i de nærmeste Aar, efter a t K irken blev tag e t i Bi ug, hai

den faaet næsten helt n y t U dsty r af forskellig Slags og blev der end efter B ran

den ryddet svæ rt op i de mangfoldige Gravminder fra tidligere Tider

andre

kom til, og de nye Kapelrækker mod Nord og Syd fyldtes Tid efter anden med

anselige Gravmæler. F ra 1780’erne blev det dog sjældnere, a t K irken b eny tte

des til Gravsteder. Den daværende Intelligens, »de oplyste«, begynd te a t foie-

trække Begravelse paa Kirkegaarde.

Som Kirkens Indre sikkert stæ rkest prægedes af det barokke tredelte Skib,

med Kapeller som en A rt ydre Sideskibe, gav de mange nye Ting — Udsty r og

Gravmæler — U d tryk for Barokken; senere i 18. Aarh. ha r Bococcoen g jo rt sig

stadig stærkere gældende og inden K irken a tte r sank i Grus, ha r Klassicismen

kunne t begynde a t sætte sit Stempel paa K irkein teriøret.

K IRK EN S UDSTYR. A t pryde en saa stor og monumental K irke som denne

paa værdig Vis, va r ikke blot en bekostelig, men tillige en saare ansvarsfuld

Opgave, der stillede store kunstneriske K rav. Man va r saa heldig i Billedhugge

ren J. F. Ehbisch a t have en duelig Mand, der forøvrigt blev stæ rk t b eny tte t

til Nyanskaffelse af Inven ta r i alle Byens Kirker. Sammen med Didrik Gercken

repræsenterede han i Datidens Danm ark den store B a roksku lp tu r af romersk

Udspring, med den stæ rk t bevægede Figurstil — en Smagsretning, der stemmede

særdeles godt overens med den Omstændighed, a t Christian VTs Tid ikke alene

lagde overordentlig Vægt paa et rigt, for ikke a t sige overdaad ig t Udstyr, men

tillige havde en u d ta lt Sans for Ting af store Dimensioner bl. a. i Skikkelse af

Kæmpealtre. Saavel kunstnerisk som økonomisk va r ordentligt Tilsyn i høj

Grad paak rævet og det ser ud, som det er Hausser, der ha r h a ft det ingenlunde

lette Hverv a t have Inspektionen over F rue Kirkes Forsyning med ny t Inven tar.

Messingdøbefonten fra 1622 havde overlevet Branden, men ellers skulde alt

gøres af Nyt. Fø rst og fremmest krævedes ny t Alter og ny Prædikestol. Begge

Dele lovede Kongen a t bekoste.

I Koret, bag det lange Tralvæ rk af Messingsøjler, der skilte Kor fra Skib,

havde

Alteret

vistnok beholdt sin gamle Plads, men selve A lteie t va r helt nyt.

Det skyldtes Billedhuggeren Ehbisch, i Forbindelse med Snedkeren Hohl-

feldt, og va r et Prag tvæ rk , et Dekorationsstykke af Rang, ganske i Tidens Aand,

fu ld t værdigt til a t fremstilles i kostbare mangefarvede S tenarter, som det

brugtes i de store monumentale Gravmæler. Men sligt var Tiderne ikke til. Man

m aa tte vistnok for en stor Del nøjes med a t bygge det hele op af T iæ og Gibs

og male Arkitekturdelene som Marmor; a lt B illedhuggerarbejdet blev rig t for

gyldt »med ægte fin t Guld«.

Allerede A ltrets Højde va r betydelig, godt og vel 16 Alen (Afb. 31).

I Opbygning og Komposition er der, som saa ofte i liden s store Alterværkei

— bl. a. de om tren t samtidige i Helligaands, T rin itatis, P e tri og Garnisons K ir

ker T ilknytning til Po rtaler og store Gravmonumenter. Ogsaa her er Trium f