139 / 241
130
bliver dog apokryphisk.
Hvad der engang gjør
Tingen gal, hjæ lper en anden Gang.
Gruss Frau und Kinder,
Steenberg nicht minder,
Samt Storm og Rode
Med hver en Pode,
Og paa Stiftet Vallø
Hver mig kjendende Mø.«
d. 17. Septbr. 1841.
»Har ikke en Smule Senep og Smør,
jeg i Mandags spiste til et P a r Stykker af en
uskyldig Torsk, saaledes ødelagt mig, a t jeg Dagen
derpaa ikke engang kunde døje et P a r Persille
rødder i Kalvefrikasseen!
Den Skjæbne er, ma foi!
Dog baade tung og vammel,
At Ens Gemyt biir ungt,
Mens Legemet biir gammel.
Nu er jeg rask igjen, saa længe det v a r e r ...........
Wilmers forespillede mig en ny, af ham compo-
n eret, ret brav Sonate, og efter hans Bortgang
fremtonede af mit Fortepiano et hjerteligt »Te De-
um laudamus«; th i: I Kroppen gyser det varmt
og koldt (Mel. »Til Roeskilde har de Kong F r e d
rik b rag t« ), naar Wilmers hugger som paa en
Ambolt paa Weysemands Fortepiano.
Dette
Huggeri, som Fanden har skabt, er ellers den
nyeste Mode . . . .
Eders fredegode Gamle, W.«