145 / 241
136
ich erst recht noch einmal, und endlich kommen
die Andere — n o c h l a n g e n i c h t .
Dette Ich
kunde med Rette k a ld e s : Antichrist, da det øde
lægger Christendommens Grundprincip: Kjærlig-
hed.
A ltsaa er det naturligt, at i denne Tid,
hvorhen man end Blikket vender, seer man S . . . .
i alle E n d e r, som Tidens Kost ikke kan bortfeje..
Men den Tid vil jeg neppe opleve i M u s i k e n ,
hvori det ene Produkt, jeg faaer at see, er d aar-
ligere end det andet. Og alt det Snavs roses og
anprises i de musikalske Blade, fordi den ene
Krage ikke vil hugge Øjnene ud paa den anden.
Punctum, og basta cosi (dermed nok).
Nytaars-
aften sad jeg ganske melancholsk hjemme i min
Eensomhed, og tænkte paa, hvor smukt det havde
været i gamle T ider, da hele vort gamle Søn
dagsselskab , cum appendice af Moldenhawers,.
Münters, gamle skikkelige Fru Krazenstein og
Flere vare samlede hos B runs, og spiste i den
smukke Sal R is e n g rø d , K a r p e r , Æbleskiver
o. s. v., og naar Klokken slog 12 istemmede Vosz’s
og Schulz’s højtidelige Sang: »Des Jah res letzte
Stunde E rtön t mit ernstem Schlag!«
Det ene
V e r s :
»Sind wir noch alle lebend,
Wer heute vor dem Jahr,
In Lebensfülle strebend,
Mit Freunden fröhlich war?«
slog mig rigtigt, thi af den hele Cirkel er, paa