143 / 241
134
med Fru Heiberg om de nymodens Stykker (hun
bebrejdede mig, a t jeg saa sjelden kom i The-
atret), og efter nogen Disput maatte hun dog
give mig R e t deri, at der i de nyere Stykker
var liden eller ingen Spor af den Gemytlighed,
man ikke saa sjelden fandt i de ældre; men at
det der blot gik ud p a a , at lade Forstand og
Vittighed — samt Malice brillere; hvorover en
Professor fra den gode, gamle Tid ikke kunde
særdeles glæde sig. Efter Skjæbnens allernaadigste
Resolution fremdeles Eders fattige, men nøjsomme
Gamle. *)
W.«
d. 23. Decbr. 1841.
. . . . »Ellers lever jeg som E remitten paa
Himalaya, og seer næsten intet Menneske hos
mig.
Karens nydelige Dreng, der er lutter Liv
og Munterhed, er min bedste Fornøjelse. Zacha-
riæ, der i forgaars efter et halvt Aars Fraværelse
engang behagede at kige ind til mig, blev ganske
forelsket i Drengen, og erklærede ham for et af
de nydeligste Rørn, han havde seet . . . . Skjæbnen
bryder sig Fanden ikke om, hverken om der
ønskes med Gridskhed eller med Beskedenhed;
thi ellers havde den for længe siden opfyldt mine
*)
ilan havde forgjæves haabet paa at vinde i Hamburger,
eller i vort eget Classelotterie.