149 / 241
140
heller gjøre ein Uebriges, og skrive et Extrabrev.
Og altsaa fremtræder jeg herved, omendskjøndt
ju st ikke pyntet og stram, ej heller klædt i Purpur
og kosteligt L inned, som den rige Mand i Ev an
gelio, men kun iklædt min hverken paradisisk
rare eller philosophisk fuldkommen sammenhæn
gende Slaabrok, og siger: Med Tung og Mund, A f
Hjertens Grund Jeg gratulerer dig, og ønsker —
»Hvad meer?« — nunc mo — nunc mo — nunc
bo — nunc montes ante bovem s t a n t ! P a a «øn
sker« intet Riim jeg fandt! — So wiinsch ich
Heil und Gliick auf allen Ihren Wegen und S te
gen! samt item, at den sendte C h o k o la d e paa
Fødselsdagen maa Madammen s m a g e samt extra
vel bekomme hendes M a v e .
See! det kalder
man: at rime. Gak hen og gjør ligesaa!
Men jeg staaer her og spaser og fjaser! al
deles ikke tænkende paa de røde Pletter, jeg h a r
paa det venstre Been , hvorom jeg tro er, at de
ere herpetiske, men Crone siger, maaskee p a r
esprit de contradiction, at de ere skorbutiske, og
raader mig til at nyde Saften af friske Pomeranzer.
Nu finder jeg ikke et eneste Symptom, der, som
Skorbuten charaktiserende, staaer omtalt i mine
Bøger, hos mig. Men da Pommeranzsaften smager
godt baade i Viin, Æggesøbe og Theevand, h a r
jeg alt begyndt med at nyde den.
Det venstre
Beens betydelige Hævelse er ogsaa aldeles for
svunden efter en 8 Dages Brug af min Bukke