160 / 241
151
desværre! det skeer sjelden, hvad jeg ret ønsker
mig; altsaa kommer jeg rimeligviis til at ærgre
mig over min Skjæbne endnu efter min Død.«
Eders snart Methusalemske Gamle Weyse.
Kbh. d. 7. Octbr. 1842.
(Dagen før W .’s Død; de sidste Ord, han skrev.)
»Ak, min kjære Ven!
Den nye Selskabs
frakke kunde jeg gjerne have ladet blive ubestilt,
thi jeg frygter næsten, a t jeg aldeles ikke kommer
til at gjøre Brug af den.
Sygdommen har taget
en slem Vending; Vandet har med Kulden taget
til, o g .er kommet over Knæene, etiam in scroto,
og Asthma er færdig at kvæle mig om Natten,
saa jeg kun sjelden lukker mine Øjne, og kan om
Dagen ikke taale at gaae over Gaden, idetmindste
turde Vejen til Petersen gjennem Kongens Have,
være den længste, jeg tør risquere.
Til Kirken
maa jeg kjøre.
Alligevel har Crone endnu igaar
efter en nøje Undersøgelse forsikret mig, at jeg
hverken havde Vand i Brystet eller Maven; og
periodisk, som f. Ex. igaar Eftermiddag, aander
jeg ogsaa aldeles frit.
Men i Nat har jeg ikke
lukket et Øje, dog blev det bedre henad Kl. 5
efter Brugen af Emulsio ammoniacalis.
Men paa
en grundig Helbredelse tør jeg da ikke haabe,
det er vist.
A ltsaa maa jeg sige nolens, volens:
Adio, du bose Welt.
Det gaaer ellers her, som
det gaaer ofte: nu, der er Udsigt til en behage
ligere Existens, nu jeg i næste Aar har 410 Rdl.