![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0182.jpg)
1 6
T IL - OG AFGANG
Regelmæssig reduktion af arkivalierne sker som i andre arkiver ved
kassationer. Udviklingen af det vigtige —og stadig vigtigere —kassa
tionsproblem er foregået på følgende måde.
Indtil midten af 1920’rne blev der lejlighedsvis foretaget kassatio
ner, når pladsforholdene gjorde det nødvendigt. Både Oluf Nielsen og
Villads Christensen foretog ved deres tiltræden »oprydnings«-kassa-
tioner. I slutningen af sin embedstid var Villads Christensen inde på
tanken om mere systematiske kassationer. Fra 19 18 foretog han årligt
tilbagevendende kassationer i valgmateriale og visse sekundære regn
skabssager. Ved sin død i 1922 var han i gang med et omfattende
arbejde med spørgsmålet, og det tilfaldt hans efterfølger Axel Linvald
at fortsætte dette. Han fik fastsat kassationsfrister for en række mel
lemstore og mindre arkivaliegrupper, hovedsageligt vedrørende regn
skabsvæsenet. Men en plan om faste kassationsfrister for bilagene til
stadens regnskab fandt institutionerne for radikal. Den måtte derfor
indtil videre henlægges.
I Flemming Dahis embedstid blev der ikke tale om større kassa
tionsprojekter, bl.a. fordi evakueringen af arkivalier i krigstiden umu
liggjorde arbejde med den slags opgaver. Forinden (1936-37) var det
dog besluttet at kassere sager vedrørende lysning til ægteskab efter en
vis frist.
Den 28. marts 1945 udsendte indenrigsministeriet (under indtryk
af den herskende papirmangel) et cirkulære angående kassation af
kommunale arkivalier, og dette cirkulære kom selvsagt til at spille
en væsentlig rolle for Københavns kommunes kassationer i de føl
gende år, omend dets summariske affatning i nogen grad har begræn
set dets betydning.
I 1949 udsendte stadsarkivet spørgeskemaer til alle magistratsafde
linger, direktorater etc. med anmodning om oplysninger om, hvilke
arkivalier de lå inde med, og hvilken kassationsaktivitet de selv ud
viste. Spørgeskemaet blev her og der mødt med nogen reservation,
men man tør antage, at det har været medvirkende til en vis regule
ring af forholdene på kassationsområdet.
I 1950 blev der foretaget en påkrævet udtynding af stadsarkivets
meget store tryksagssamling, men først omkring 1960 kom man i gang
med de helt store kassationer. Først og fremmest lykkedes det at føre
Axel Linvalds gamle tanke om en fast kassationsfrist for bilagene til