16 / 131
ventet, og saa gik han tilbage ad Volden, hvor han
A ftenen i Forvejen havde vandret m ed hend e i
»usigelig h imm elsk L yk saligh ed og H enrykkelse«!
M ismodig var han, fordi han ikke en Gang ved at
kaste et B lik ned fra Volden i hend es Have kunde
stille sit Savn. Men efter en lang Vandring uden
Maal gennem Byen ender han alligevel igen paa
Volden, hvor de stod en Gang, tavse, F avn im od
Favn , alting tav, ingen Lyd hørtes uden deres Kær
lighedssuk .
Ogsaa
Em il Aar estru p
sender i et ret ukendt Digt:
»K øbenhavnske Minder« de gam le Volde med deres
T ilbehør et takn em ligt Nik, naar han begynder i
følgend e Optakt:
»O, I grønne B astioner,
hvor den unge M artsviol
stod ved Siden af K anoner
i den friske Morgensol«,
og han s Blik iler fra Volden baade ind ad mod:
»de m atbelv ste H jø rn er
h vo r m in u erfarn e Sjæl
m angen Skønhed u n d er Kysen
kigged ved en Lygtepæl«
og ud ad:
»Nørrefælled, h vo r du ryster,
Sæ lgekoner staa r for S kud;
sto rt i Holger D anskes B riller
tog sig Kongens L ivkorps ud.
P ræ gtig steg m in hvide Drage,
h ø jt m od B læ sten stod den fast,«
og han m indes
Jan itsch arm u sik ved V ag ten !
Ak. som denne Amm e h er
ty sser paa sin G lut m ed Ranglen,
støjed du for F olket der.«
Ogsaa i urolige Tider, hvor
F red erik den Sjettes
Jan itscharm u sik ikk e har den samm e dyssend e V irk