19 / 131
15
ogsaa derfor, at vi til Nørrevold kan henføre H o
v ed scenen fra den bevægede Ju leaften 1658, da Bor
gerne m id t under Ju lenadveren kaldtes til Volds,
m en det senere viste sig at være blind Allarm, saa
at Kvinderne kund e bringe deres Æ gtemænd Maden
der op, saaled es som vi kender B eskrivelsen fra
Vallensbæk:
»Paa Volden ædis A ftensm ad
paa Juleaften , o, h vo r glad.
Med fuld godt Mod, m ed
01
og Vin
en h ver d er d rik k e r Skaalen sin«;
m en da alle var draget hjem i den iskold e Vinternat,
var dette Sted ogsaa det, hvor Vagtblussene holdtes
m ind st ved Lige, og derfor kunde det hænde, at
m an ikk e observerede, at en stakkels, fattig Student,
der stod dér trofast i sin tynd slid te Kjole, frøs ihjel
og først b lev fund en den næste Morgen.
Men fra den værnende Volds Alvor spreder der
sig ogsaa i F red stid et hyggende og for B yen sm yk
kende Skær, fordi det er Indbyggernes naturlige
Spadserested, der ikk e altid er lige artigt;
Tode
ivrer
jo im od de unge Piger, der iklædt »Spindelvæv«
og in tet for R esten flaner paa Volden efter Solned
gang og paadrager sig Forkølelser og andre langt
ub ehageligere Følger saa vel for Legem e som Sjæl.
And ers T ik ø b
m aa jo absolut under sit Besøg her
i B y en et Svip derop.
Omkring Nørrevold sam ler især M inderne fra
Nørreport sig, naar m an tænker paa h in e stolte T i
der, da Borgervæbningen fra sine Fæ lledture ryk
kede ud og ind under den gan ske Bys D eltagelse
og Ledsagelse. Og det Navn, hvortil m an paa Grund
af
K læ stru p s
fornøjelige B illede deraf m est fæster
Erindringen, er Mandens, der bred og stolt red i
Spidsen, Grosserer og Oberst i Borgerne
Johan Ger
ha r d F red erik Garbrecht.
Han var Associé i det
højt ansete F irm a
C. Fabritius & W ew e r ,
han var