22 / 131
18
frejdige K øb enhavnerop sang fæ lles for alle M øl
lerne; derfor m aa denne M øllersang ikk e forbigaas,
hvor Volden s B illede tegnes.
»Med H atten ej jeg m elder
m it Goddag — faldera,
og Møllen ta ’r ej heller
H atten a’, — faldera.«
»Vi bo saa fo rn em t paa den grønne Vold,
ved dens S kræ nt,
d er holde vi en S kildvagt og en Told-
A ssistent.
Og vil vi, kan vi slaa os
re t til Ro, faldera,
for de skal passe paa os
begge to, fa ld e ra !
Og efter K lokken ni paa Volden tø r
m an ej gaa,
k u n Møllen gaar, den e r ej gal og sp ø r’,
om den m aa.
Den d riv er om m ed V inger
som et Lyn, faldera,
og se, m it Væ rk det b rin g er
m ig jo G ryn, faldera!«
Mølleren fra V estervold siger, at »de andre Møller
brænde, bedst de staa, det veed Gud, og Assurance-
com pagn iet m aa punge ud«; det bringer os til her
ved Nørrevold at tænke paa Gothersgades Mølle, der
brændte ned, uden at Brandvæ senet mæ rkede noget
til det hele, før det var forbi, hv ilk et har givet An
ledn ing til en hum oristisk Fortæ lling »Da Gothers-
gadens Mølle brændte — «, hvori Fortæ lleren stad ig
væk bliver afbrudt, saa at han aldrig faar Lejlighed
til at gøre Rede for, hvorfor og hvorled es den
brændte.
Det kan m aask e derfor være m orsom t at m eddele,
at m eget gam le F o lk endnu kan berette, at det skete
en Lørdag Aften, som Møllerens Datter sku ld e k o n