361 / 395
JSH
NORDISK KAFFE-KOMPAGNI
R
e g n e s
Kaffen nuomstunder for en i saa at sige alle Samfundsklasser uundvær
lig Drik i det daglige Liv, saa har det varet grumme længe, inden det blev saa.
Oprindelig voxede Kaffetræet vildt i Abessiniens Bjergskove, særlig det Landskab,
som hedder Kaffa, og hvorfra muligt Navnet stammer — hvis det da ikke snarere
komm er af den arabiske Benævnelse paa den af Bønnerne fremstillede Drik:
Ka-
wah.
Først lige i Begyndelsen af det 16. Aarhundrede bliver det efter Overførsel
til Arabien Genstand for egentlig Kultur, — men fra da af bliver Kawah’en hurtig
i Brug hele Orienten over: for Muselmændene, hvem Nydelsen af Vin var forbudt,
blev den sorte Nektar ganske naturligt en velkommen Erstatning.
Paa Sultan Selims Erobringstog til Ægypten 1517 lærte Tyrkerne Kaffen at kende: i
Kairo var den alt da i den Grad Yndlingsdrik, at Moskeerne ligefrem stod tomme,
fordi alle foretrak Kaffehusene! I Constantinopel, hvor 2 Syrer 1555 oprettede det
første Kaffehus, blev snart det samme Tilfældet.
Til Evropa naar imidlertid Kaffen først i det 17. Aarhundrede. Fra 1624 begyndte
Venetianerne en regelmæssig Import deraf til evropæiske Søstæder, og 1645 fik Ve
nezia den første Caf é! Hollænderne blev nu opmærksomme paa den nye Han
delsartikel og prøvede 1658 at dyrke Træet paa Batavia, hvad der strax lykkedes over
al Forventning. 1690 blev en Plante bragt til Amsterdams botaniske Have og vakte
der almindelig Opsigt. 1718 fik Louis XIV sendt en Aflægger af et Kaffetræ i Hol
lænder-Kolonien Surinam, den blev opdrættet i Paris, — og herfra stammer atter
hele den vestindiske Kaffeavl! Først 1762 overførtes Kaffetræet til Brasilien, der nu
leverer Hovedmængden af den samlede Verdensproduktion.
Med selve Kaffedrikningen gik det dog længe smaat i Kristenheden: endnu ved
Midten af det 17. Aarhundrede betragtedes Bønnerne som Medicin og solgtes kun
paa Apothekerne. Det var egentlig
Kaffehusene
, der bragte Drikken i Mode — fra
Slutningen af det 17. Aarhundrede udviklede de sig efterhaanden overalt i de større
Byer som en Slags Konkurrenter til Værtshusene, som i hine Tider kun altfor ofte
var Skuepladsen for hæslige Scener af Fyldebøtteri, Slagsmaal eller dog drukken
Kiv. I Modsætning hertil frembød Kaffehusene et behageligt og muntert Skue af
»bedre Folk« i livlig og fornøjelig Samtale, — meget tidlig lagde man Mærke til,
hvorledes Kaffe løsner Tungebaandet og gør selv den ellers Tavse snakkelysten og
den Faamælte veltalende. I en Stad som London blev disse Steder ligefrem Forlø
bere for Klubberne: Whiggerne fik saaledes ved Skiftet mellem det 17. og 18. Aar
hundrede deres Kaffehus i St. James Street, hvor Swift skrev sin J o u r n a l t o
S t e l l a , medens Dryden var Stamgæst i Bell’s ikke mindre berømte Café ved Co-
ventgarden. Og de brune Bønner har saaledes ej alene skabt »Kaffesladder« og »Kaf
fesøstre« — men ogsaa inspireret store Digtere.