K J Ø B E N H A V N
73
Den 1. Marts 1836 blev Selskabet
rekonstrueret
i Overensstemmelse med Tidens
Fordringer, og den 1. Marts 1845 blev Vedtægterne reviderede. Da dernæst i 1850 Sø-
Assurance-Compagniets ældgamle Konvention af 1746 — samtidig med Monopolets Op
hævelse — blev afløst af en ny kgl. konfirmeret Konvention af 2. April nævnte Aar,
der indeholder Reglerne for, hvad der siden da følges her i Landet som sædvane
mæssig Ret paa dette Omraade, antoges selvfølgelig disse ogsaa som bindende Norm
af »De private Assurandenrer«.
Umiddelbart herefter toges det under Overvejelse, hvorvidt den nyskabte Situa
tion skulde gøre det ønskeligt at forandre Selskabet til et paa Aktier grundet Kom
pagni, hvad der jo nu ikke længer var noget til Hinder for. Efter indgaaende Over
vejelser besluttede man sig imidlertid til at beholde den en Gang givne
Organisation,
der ogsaa i Tidens lange Løb fuldt ud har staaet sin Prøve. Som Fortrin ved den
skal særlig fremhæves, at ingen Andel kan gaa i Arv, men ved en Assurandørs
Død falder tilbage til Selskabet, der saaledes altid har haft det i sin Magt stadig at
forynges ved at knytte til sig Forretningsmænd, der ville og kunne tilføre Fore
tagendet friske Livsbetingelser. Og hvad angaar den første og vigtigste Fordring, der
maa stilles til et Assuranceselskab — Fordringen om ubetinget Sikkerhed — da op
fyldes denne jo af »De private Assurandeurer« i fuldeste Maal: ikke blot hæfter en
hver Assurandør for sin Andel med hele sin Formue, men desuden er der i Aare
nes Løb efterhaanden dannet en Række forskellige Fonds til Retryggelse for de
Forsikrede og til ufortøvet Imødekommen af alle Slags Krav. Saaledes er enhver
Assurandør forpligtet til for hver af ham overtagen Andel at deponere i National
banken 1500 Kr., hvilket for de nu bestaaende 200 Andele altsaa giver 300,000 Kr.,
dernæst er der opsparet en særskilt
Kassefond
paa 100,000 Kr. og en Obligationsfond
paa 300,000 Kr. og endelig siden 1882 en Præmiereservefond paa 100,000 Kr.
Medens den hele direkte Tegning af Assurancer nu omtrent udelukkende skyl
des
dansk
Søhandel, spillede navnlig indtil Udgangen af 30erne Aarsforsikring paa
norske Kasko’er en meget betydelig Rolle, men paa dette Tidspunkt begyndte man
i de norske Havnestæder at indrette sig paa at søassurere selv. Den Nedgang i For
retningerne, som herved fremkaldtes, gav saa Stødet til, at Selskabet i 1840 lod Pro
vinserne berejse og derved erobrede en stor Mængde Aarsforsikringer, som tidligere
var paa udenlandske Hænder. Fra 1867 gik man derpaa over til at skabe
faste Agen
turer
rundt om i Provinskøbstæderne — for Tiden er der af saadanne ikke færre
end c. 40.
Selskabets Fremgang i de siden 1836 forløbne Aar vil bedst ses af, at medens
den aarlige Forsikringssum i det nævnte Aar var 11,2 Mill. Kr., fordelte paa c. 3000
Policer, var den i 1904 voxet til 188 Mill. Kr., fordelte paa 35,648 Policer.
Først i 1858 blev det nødvendigt at lade en Risiko
genforsikre
— den var paa
det endnu den Gang usædvanlig store Beløb: 731,710 Rdl. Hermed var Begyndelsen
gjort, og Udviklingen tog nu rivende Fart. Den stærkt stigende Skibsfart og Damp
skibenes stedse større Værdi gjorde det umuligt at dække alt, hvad der ønskedes
tegnet, her paa Pladsen, og da Følgen deraf altfor ofte blev, at slige store Forsik
ringer
da
gik helt og holdent til Udlandet, var det ogsaa ubetinget det ene rette,
at man nu
indrettede
sig paa
at
overtage det hele og reassurere, hvad man ikke
selv alene
turde magte.
Da imidlertid de Beløb, som Selskabet mellem Aar og Dag
maatte afgive
til Genforsikring, efterhaanden blev saa betydelige, at der ikke paa




