107 / 297
8 8
I FÆDRELANDETS TJENESTE
har Følelsen af muligvis her at staa overfor et Angreb paa Rigsdagsmændenes beret
tigede Uafhængighed i Anskuelser og Meninger maaske spillet en Rolle. En i saa Hen
seende reaktionær Revægelse var ved at løfte Hovedet, og den var særlig rettet mod
det Parti, hvis liberale og nordisksindede Tanker rummede Jacobsens Idealer.
Jacobsen spillede paa den Tid en Rolle i de politiske Forsamlinger, men karak teri
stisk nok synes han ikke at ville tages til Indtægt af »Fædrelandet« og den Kreds, der
stod nærmest om dette Rlad. I sit Ordførerskab mod Justitsminister Heltzen medføre
Omstændighederne, at han endog udelukkende maa gaa ud fra en Artikel i »Fædre
landet« for 7 Marts 1865, og ved Forhandlingernes Afslutning finder Orla Lehmann
Anledning til at udtale, at Jacobsen »paa en saa værdig Maade har ført denne Sag«,
men Jacobsen betoner stærkt, at han »ikke hørte til de ledende Medlemmer i Fo rsam
lingen«, og at han kun »paa Grund af den fuldkommen frie og i alle Henseender uaf
hængige Stilling, jeg iøvrigt indtager«, havde troet at burde paatage sig Hvervet med
at føre denne Sag frem. Han gik her som altid sine egne Veje, og det gjorde han da
ogsaa i den Sag, om hvilken hans Tanker efterhaanden mere og mere koncentrerede
sig, Sporgsmaalet om, hvorledes han efter de store Ulykker kunde gjore Sit til at løfte
Landet igjen.
Under disse Forhold kunde det synes forunderligt, at han helt opgav sin politiske
Virksomhed og i 1871 nedlagde sit Mandat som Landstingsmand. Men ligesom han i
sin historiske Interesse udelukkende fængsledes af de store Tider og de store Skikkel
ser, af f. Ex. Alexander, Cæsar, Ludvig XIV, Napoleon o. s. v., saaledes tor det vistnok
siges, at han i Politiken væsentlig kun interesserede sig for de store Sporgsmaal, og da
han i Konsekvens heraf sikkert mere og mere er kommen til at lægge Vægt paa ren og
klar Fædre landskærlighed , medens alt Partivæsen med dets mange mindre heldige
Egenskaber er bleven ham mere og mere imod, tor Motiverne til hans Tilbagetræden
muligvis søges her. Ganske ejendommeligt er det i Statuterne for Carlsbergfondet
(1876) at finde en Bestemmelse om, at Laboratoriets Forstandere ikke maa modtage
Valg til Rigsdagen, og det skal særlig bemærkes, at da han Sondag den 19 April 1885
er Taler ved det store Hojremøde i Ridehuset, gjor han et stærkt Udfald mod alt Kam
merateri, hvortil han ogsaa tror at maatte henregne Frimureriet. Forøvrigt gaar hans
Tale ud paa at støtte den Estrupske Politik og at angribe Folketingets Visnepolitik, der
anvendt paa Forsvarsvæsenets Ordning er en Opgivelse af Fædrelandets Selvstændig
hed og Ære.
Der var Andre, der som Jacobsen ønskede at hjælpe Landet frem. Dalgas rejste Hede
sagen, N. J. Fjord arbejdede med sine for Landbruget betydningsfulde Forsøg, Tietgen
vakte et stort økonomisk Liv o. s. v. Men ingen af disse Omraader tog Jacobsens In
teresse. Kun een Gang var han med i et Tietgensk Foretagende. Han var i December
1866 een af »Det forenede Dampskibsselskab «s Stiftere — derfor blev ogsaa i 1890 et
af Selskabets Skibe kaldt J. C. Jacobsen — men at gaa videre ad denne Vej tiltalte ham
ikke. Det drejede sig om at tjene Penge, og det saa han væsentlig ned paa. Da han i
1867 led et stort Tab ved Carlsbergs Brand, bekymrede det ham ikke; det var jo »kun
Penge«, der her tabtes. Hvad Jacobsen ønskede at skabe, var noget Andet og Mere.