103 / 297
84
SPREDTE TRÆK
ham i Anledning af den ganske stærke Opposition, der samtidig gjorde sig gjældende
imod ham. »Gid Festen vil hjælpe Dig til med overlegen Sindsro at se paa de usle Dril
lerier, som Nid og Avind vel ogsaa i Fremtiden vil kaste paa Din Vej«. Da Steenstrup
i 1866 havde Sølvbryllup, sendte Jacobsen Sølvbrudgommen lians egen af den ældre
Bissen udførte Buste med en tilføjet Meddelelse om, »at en lignende fra idag tilhører
Kjøbenhavns Universitet«. Hvor megen Pris han i det Hele satte paa ham, viser Intel
maaske bedre, end at Steenstrup var en af de Faa, han raadførte sig med, da han i 1876
stiftede Carlsbergfondet.
Jacobsen var helt igjennem trofast. Hans tidligere omtalte Hyldest overfor Ørsteds
Minde og Pasteurs Virke viser det, og det kan yderligere ses i den Maade, hvorpaa han
i 1877 smykkede den Aaret for opførte Sojlegaard ved Carlsbergs Hovedbygning.
Hvad der særlig havde begejstret ham i hans Ungdom, var F jendskabet til den klas
siske Oldtid, men derfor lod han ogsaa til Opstilling i det her nævnte skjonne Rum
efter Forbilleder i Rom, paa Kapitol og i Vatikanet, udføre tre Marmorbuster af hen
holdsvis Homer, Perikles og Scipio Africanus. Han hyldede herved, som sin Ungdoms
Koryfæer, Repræsentanterne for Oldtidens Digtekunst, Statsmandskunst og Krigs
kunst. Men foruden hin fjærne Tid havde han fra sin Ungdom ogsaa elsket sit eget
Land, og der var særlig tre Mænd, han saa op til som sine Lærere: Thorvaldsen som
den klassiske Kunsts store danske Repræsentant, H. C. Ørsted som den geniale Fo r
sker, der bredte Videnskabens Lys ud til Tidens praktiske Virksomheder, og L. N.
Hvidt som den kraftige Talsmand for den danske Borgers politiske Frihed og for Dan
marks Ret i Slesvig. Ogsaa af disse tre Mænd opstillede han Marmorbuster i Sojle-
gaarden, og blandt disse hans »Husguder«, som de ere bievne kaldte, ha r man mulig
vis Ret til at lægge Vægt særlig paa Repræsentanten for det væsentlig Danske, nemlig
L. N. Hvidt, ti som Aarene gik, synes alle Jacobsens Følelser at samle sig ligesom i et
Brændpunkt. Han var stadig den store Industridrivende, stadig den aarvaagne Borger,
men han blev mere og mere sit Fædrelands hengivne Son.