Previous Page  103 / 297 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 103 / 297 Next Page
Page Background

84

SPREDTE TRÆK

ham i Anledning af den ganske stærke Opposition, der samtidig gjorde sig gjældende

imod ham. »Gid Festen vil hjælpe Dig til med overlegen Sindsro at se paa de usle Dril­

lerier, som Nid og Avind vel ogsaa i Fremtiden vil kaste paa Din Vej«. Da Steenstrup

i 1866 havde Sølvbryllup, sendte Jacobsen Sølvbrudgommen lians egen af den ældre

Bissen udførte Buste med en tilføjet Meddelelse om, »at en lignende fra idag tilhører

Kjøbenhavns Universitet«. Hvor megen Pris han i det Hele satte paa ham, viser Intel

maaske bedre, end at Steenstrup var en af de Faa, han raadførte sig med, da han i 1876

stiftede Carlsbergfondet.

Jacobsen var helt igjennem trofast. Hans tidligere omtalte Hyldest overfor Ørsteds

Minde og Pasteurs Virke viser det, og det kan yderligere ses i den Maade, hvorpaa han

i 1877 smykkede den Aaret for opførte Sojlegaard ved Carlsbergs Hovedbygning.

Hvad der særlig havde begejstret ham i hans Ungdom, var F jendskabet til den klas­

siske Oldtid, men derfor lod han ogsaa til Opstilling i det her nævnte skjonne Rum

efter Forbilleder i Rom, paa Kapitol og i Vatikanet, udføre tre Marmorbuster af hen ­

holdsvis Homer, Perikles og Scipio Africanus. Han hyldede herved, som sin Ungdoms

Koryfæer, Repræsentanterne for Oldtidens Digtekunst, Statsmandskunst og Krigs­

kunst. Men foruden hin fjærne Tid havde han fra sin Ungdom ogsaa elsket sit eget

Land, og der var særlig tre Mænd, han saa op til som sine Lærere: Thorvaldsen som

den klassiske Kunsts store danske Repræsentant, H. C. Ørsted som den geniale Fo r ­

sker, der bredte Videnskabens Lys ud til Tidens praktiske Virksomheder, og L. N.

Hvidt som den kraftige Talsmand for den danske Borgers politiske Frihed og for Dan­

marks Ret i Slesvig. Ogsaa af disse tre Mænd opstillede han Marmorbuster i Sojle-

gaarden, og blandt disse hans »Husguder«, som de ere bievne kaldte, ha r man mulig­

vis Ret til at lægge Vægt særlig paa Repræsentanten for det væsentlig Danske, nemlig

L. N. Hvidt, ti som Aarene gik, synes alle Jacobsens Følelser at samle sig ligesom i et

Brændpunkt. Han var stadig den store Industridrivende, stadig den aarvaagne Borger,

men han blev mere og mere sit Fædrelands hengivne Son.