102 / 297
FORHOLD TIL VENNER
83
staa vi ved et Maal, om hvilket det nok tor siges, at det blev hans Livs væsentligste;
som vi nedenfoi skulle se, aibejdede han da ogsaa lor det med den ihærdige Trofast
hed, der er et fremtrædende Træk i hans Karakter.
Det viste sig bl. A. overfor hans Venner. Vi have set det ovenfor i hans Forhold til
Frans Djørup, og i saa Henseende kan her endnu nævnes et Brev, som han i 1850 til-
skiev Vennen. Djøiup ei i Italien paa en Rejse, og Jacobsen daterer i den Anledning
sil Bic\
moisomt nok
ikke Ira Carlsberg, men fra »Monte Carlo« og begvnder
Skulpturværkernes Anbringelse i Söjlegaardens ydre Gang.
med et »Amico carissimo«. Hvad her særlig skal fremdrages al Brevets Indhold, er
dog, at Jacobsen beder Vennen om at modtage en Rejsehjælp
»det vilde glæde mig,
kjære Frans, om jeg paa denne Maade kunde bidrage lidt til, at Du tik del bedst mu
lige Udbytte af Rejsen« — og for ligesom at gjore det lettere for ham al lage imod 1il
budet, siger han, at da deres fælles Ven Dr. Peter Stilling var ude al rejse (1844-46),
gjorde han det Samme overfor ham. Og hvor stod han 1. Ex. ikke Japetus Steenstr up
nær hele Livet igjennem. Han korresponderer atter og atter med ham angaaende den
botaniske Have og Carlsberg-Laboratoriet, tor særlig at nævne disse Emner, og ved
Stiftelsen af »Japetus Steenstrups Legat« (1870) til Fremme al videnskabelige Studier,
var Jacobsen ikke alene en af Bidragyderne, men han skrev kjæiligt og forstaaende lil