106 / 297
POLITISK VIRKSOMHED
87
noget Slesvig-Holsten, saa maatte vi hellere afstaa Noget af Slesvig, »opgive Noget af
Kronens Ret«. Disse Tanker udtaltes i et Adresseudkast, som indbragtes i Tinget af
Estrup, Jacobsen, Chr. Jensen, Mourier-Petersen og Rosenørn-Lehn, og Jacobsen var
Forslagsstillernes Ordfører. Alle Danske burde nu, sagde han, være enige om at sætte
som det höjeste Formaal, at Danmark kunde »bevare sin Selvstændighed og Uafhæn
gighed, bevare Retingelsen for, at det danske Folk kunde føre ikke blot et materielt,
men et aandeligt Liv, Retingelsen for, at det kunde opfylde sin Mission som et selv
stændigt Led i de evropæiske Nationers Række«. Adressen blev vedtagen, men — al
drig overrakt. De begyndte b redsunderhandlinger havde ført til Vedtagelsen af nogle
Fredspræliminærer, der ikke stemmede med Adressen. Den endelige Fred, der slut
tedes den 30 Oktober, naaede i November frem til Rigsraadets Landsting. Hvorvidt
Jacobsen har talt i Tingets den 10 November i den Anledning afholdte hemmelige
o
o
Møde, foreligger der Intet om, men i det offentlige Møde Dagen efter var han tavs.
Freden blev i dette godkjendt med 55 Stemmer mod 4; men saa var der desuden 4,
der ikke stemte, og mellem dem var Jacobsen. Hans Hjærte var fuldt af den dybeste
Sorg.
Saa kom man til Forhandlingerne om, under hvilken Forfatning Danmark frem
tidig skulde ordne sine Forhold, om man skulde vende tilbage til Grundloven af 1849,
eller om man skulde nöjes med en Revision af 18 November-Forfatningen, saaledes
at Landstinget blev væsensforskjelligt fra Folketinget, og her var Jacobsens Stilling
strax given. Skjöndt han ønskede en Rys Borgere den störst mulige Indflydelse paa
deres Bys Styrelse og med stor Styrke havde bekæmpet Bevarelsen af Kjøbenhavns
Magistrat som en selvstændig besluttende Forsamling, var han med Hensyn til Statens
Forfatning allerede i 1848 stemt for to Kamre, og nu vilde han have et endog udpræget
Tokammersystem. Saaledes stemte det med hans inderst inde konservative Sind, og
naar han havde troet at burde stille sig anderledes overfor Ordningen af Byernes Styre,
staar dette muligvis i Forbindelse med, at de Modsætninger, der tidligt kom frem ved
Rigsdagsvalgene paa Landet, ikke syntes at være tilstede i Byerne. I Ivjøbenhavn førte
det frie Borgerskab, som han havde set voxe op, og som han var stolt af at ti 1høre, et
intelligent Styre, som sikkert maatte og vilde vedblive. De store Brydninger, der senere
kom, vare endnu ikke at spore. De her omhandlede Begivenheder ligge jo endog forud
for 1870.
Jacobsen ønskede imidlertid mere end et stærkt Landsting, han ønskede helt ual-
hængige Rigsdagsmænd; de skulde staa frit overfor alle uberettigede Indflydelser saa-
vel nedenfra som ovenfra. Derfor talte han for alle Diæters Afskaffelse, og derfor arbej
dede han for, at de kongevalgte Landstingsmænd skulde vælges paa Livstid og ikke
som efter Grundloven af 18 November for en begrænset Tid (tolv Aar). Hans ideale
Ønske om, at Rigsdagsmændene burde være saa uafhængige Mænd, at de ikke be
høvede at modtage nogen Lön, kunde dog umuligt virkeliggjöres, men naar han i
Marts 1865 i Rigsraadets Landsting stod som Ordfører for en Forespørgsel til Rege
ringen angaaende den daværende Justitsminister Heltzens formentlige forsøg paa ad
uheldige Veje at skaffe sig kompromitterende Brevesom Beviser mod et bestemt Pai ti,