12 / 297
I NDUSTR I EN HAR KUN RINGE KAAR
3
Holm fik Ret til at anlægge et Horhegleri, Kunstdrejer J. A. Schwartz Ret til at oprette
en Fiskebensfabrik, Studiosus Rasmus Holmblad Ret til at begynde et ved Damp dre
vet Valseværk; der sporedes desuden en opadgaaende Revægelse i enkelte, bestemte
Industrier, mellem Revillingerne i 1811 for Kjøbenhavn var der fire, der angik Katun-
trykkerier, fire, der angik Klædefabriker, og fire, der angik Tobaksfabriker. Men —
Forholdene vare stærkere end de patriotiske bestræbelser. 1813 kom Landets Rankerot,
1814 sluttedes Freden i Kiel. Evnen til at staa imod forringedes stærkt, og de forbudte
engelske Varer fik paany lovlig Adgang. Den paa Indførselsforbudet grundede Indu
stri sank sammen igjen, de danske Industridrivende havde ingen selvstændig Mod
standskraft, vante som de vare til at blive ledede fra oven.
Den første i det danske Monarki afholdte Industriudstilling, 1805 i Kiel, der gik ud
paa at gjore kongerigske Produkter kjendte i Holsten, var paa god gammel Vis en fuld
stændig Regeringssag, og Kunstflidsselskabets Udstillinger vare ikke stort bedre. Det
var den Kommitterede i Kommercekollegiet Justitsraad C. G. Rafn, der stod som Ind
byder til Mødet den 8 Februar 1808, paa hvilket »Selskabet til indenlandsk Kunstflid«
blev stiftet, og til det havde han indbud t en lang Række Embedsmænd, supplerede
med et Par Handelsmænd, en Søofficer, en Læge, en Apoteker og to — siger og skriver
to — Industridrivende, Klædefabrikant J. J. Rranner og Farver L. Holmblad, og disse
to Industridrivende kunde godt have været udeladte, saa vist som de ikke kom til at
spille nogen Rolle i Selskabet. Da der skulde vælges en Del Arbejdsudvalg, kom den
Førstnævntes Navn slet ikke frem, og Farver Holmblad fik kun Plads i en saakaldet
Manufakturkomite, der ikke synes at have udrettet Noget. Hovedvægten laa paa Ud
stillingskomiteen, og den blev sammensat af Justitiarius i Kjøbenhavns Fattigvæsens
Politiret Justitsraad J. H. Biirens, Hof-Apoteker Professor G. Recker, Grosserer M. L.
Nathanson, Legationsraad Iver Quistgaard samt den ovenfor omtalte Notarius publi
cus G. H. Olsen, der kort efter blev Selskabets Formand.
Naar de Industridrivende altsaa i dette industrielle Foretagende ikke spillede den
mindste Rolle, er Grunden hertil selvfølgelig, at de Industridrivende den Gang ikke
vare i Stand til at optræde. Industrien stod langt tilbage. Det kunde synes at betyde
Noget, naar den unge Rasmus Holmblad i 1811 begyndte et med Damp drevet Valse
værk, men den lille Dampmaskine, han erhvervede hertil, var en ældre Maskine, som
i 1807 var bleven anskaffet fra England til en Oliemølle ved Skodsborg; den havde i
den sidste Tid staaet stille. Der var i det Hele den Gang kun tre Dampmaskiner her i
Landet, og i den saa stærkt forknyttede Tid var der ingen Industridrivende, der kunde
føre an. J. C. Drewsen var endnu væsentlig sysselsat som Landøkonom; det er først i
Tyverne, at han paa Strandmøllen gjor Landet fortrolig med Dampens Brug, og det er
endnu langt senere, at han med Iversøger a t ‘bekæmpe den »Trosartikel«, at Dan
mark ikke var og ikke kunde blive et Fabrikland.
I saa Henseende skete der efterhaanden en ikke ringe Fremgang. Industrien fik lidt
efter lidt banebrydende Dyrkere, og imellem dem voxer den i 1811 fødte J. C. Jacobsen
op som en myndig Foregangsmand, som en »Arbejdets Mand«, der altid var »et Ho
ved hojere end Gjerningen«. Han lagde Verdensry over den al ham dyrkede Industri,