15 / 297
6
FADER OG FORGÆNGER
Særlig den sidste Paastand, at Bryggerne manglede Kundskab i deres Fag, lyder
gjennem alle Angrebene. Allerede 1812 hed det, at der næppe er »en eneste Brygger
eller Bryggersvend i Kjøbenhavn, der ha r fysisk Kundskab og Begreb om de Regler,
efter hvilke et ordentligt og godt Bryggeri bör bestyres«, de fulgte udelukkende »gam
mel Slendrian«. Og saa var der en anden Ting, som ogsaa blev dragen stærkt frem.
Det at være Bryggeriejer faldt i en Mængde Tilfælde ikke sammen med at være Bryg
ger, Bryggerierne bleve nok saa hyppigt som för forestaaede af Lejebryggere og Bryg
gersvende. 1686 figurerede Viceadmiral Peter Hoppe, Ober-Rentemester Peter Brandt
og Hofpræst, Dr. theol. Hans Leth m. Fl. paa Fortegnelsen over Kjøbenhavns Bryg
gere, de ejede hver sin Bryggergaard, men efter 1805 var Forholdet ikke blevet bedre,
1833 bemærker W. M. Olrik spydigt: »at Bryggerne kunne opregne Justitsraader, Kan-
celliraader og andre Raader iblandt sig, beviser Intet med Hensyn til Klygtighed og
Erfaring i Faget«. Ejendomsforholdet til de gamle Gaarde spillede stadig en Rolle,
samtidig med at Bryggersvendene fik en, som det synes, voxende Indflydelse. 1823
gives der en grel Skildring af, hvorledes »en Bryggerkarl beriges, medens hans Hus
bond ruineres«. Karlen, der næppe ejede Skjorten paa Kroppen, da han kom til at
tjene i Bryggergaarden, skaffede sig hurtigt Kjendskab til Faget — »jeg kjender ingen
Næringsvej, der er lettere lært«, skriver Olrik — indynder sig derpaa fiffig hos Kun
derne, bliver saa impertinent mod den helt ukyndige Husbond, for endelig i et vel
valgt Ojeblik at bryde med ham og drage af Gaarde med Kunderne hen til et andet
Bryggeri, som han ha r vidst at skaffe sig tilleje. En saadan Mand kunde ikke blive
nogen Pryd for Faget. Olrik kalder den Kreds af Bryggere, som han hørte til, for
»Paddehatte uden mindste Aandsdannelse eller Kundskab«, og det er ham og Kon
sorter, han sigter til, naar han taler om Bryggernes Pengegriskhed, om deres Evne til
paa alle Maader at presse de Knægte, der tjene dem, medens de selv blive mere og
mere tilbøjelige til at drive Dagene hen paa Vinhuse og Traktørsteder.
Det er en mörk, muligvis lidt for mörk Skildring af Forholdene. Erindres maa det
jo, at Tiderne ikke vare gode. Men just paa dette Punk t maa det igjen ikke overses, at
de Bryggere, der kunde ride Stormen af, langtfra fik ringe Forhold at arbejde under.
Nörregade, der var Byens væsentligste Bryggergade, ødelagdes omtren t helt ved Bom
bardementet i 1807, og Ulykken forstörredes derved, at det ikke var muligt at faa de
nedbrændte Gaarde hurtigt opbyggede igjen, men just dette bidrog til, at Antallet paa
Kjøbenhavns Bryggere, der i 1805 var 100, sank endog meget betydeligt, saaledes at
der herved skabtes en Konjunktur, der kunde udnyttes. Men her viste de daværende
Bryggere deres Underlegenhed; de formaaede som Helhed ikke at benytte Konjunk
turen. En Indsender i »Statsvennen« (1823 Nr. 23) længes efter at faa det gamle Lav
med dets tvungne Omgangsbrygning tilbage, Byens Bryggere, klager han, raade langt
fra over den til at drive deres Virksomhed nødvendige Kapital, men samtidig røber
han, at dygtige Folk trods Alt dog kunde klare sig. Det er et Led i hans Klage, at der
blandt »Stadens nuværende vel omtren t 40 Bryggere er kanske 5, hvoriblandt vel
endog Lejebryggere, som have vidst at komme i Besiddelse af den Næring, alle 40 for
at leve burde dele«.