13 / 297
4
ATTEN HUNDREDE OG ELLEVE
og han gjorde endnu mere. Som Kjærlighed til Fædrelandet var levende hos deMænd ,
der i 1811 stod som Industriens Førere, saaledes var denne Følelse ogsaa fremtræ
dende hos Jacobsen, men medens Begivenhederne i 1813 og 1814 væsentlig nedslog
den af hine Ikke-Industridrivende skabte Bevægelse, var det, som om de sorgelige Be
givenheder i 1863 og 1864 lod Jacobsen voxe i Kraft og Initiativ. Med Videnskaben
som Leder udviklede han sin Virksomhed saa mægtigt, at den satte ham i Stand til at
fatte Beslutninger, der havde det storslaaede Maal at fremme dansk Aandsliv og dansk
Kultur som Helhed betragtet; allerede tidligt havde han — for ogsaa her at medtage
dette Punk t — for sit Vedkommende gjennemført den af G. H. Olsen i 1805 væsentlig
som uopnaaelig fremsatte Tanke gjennem Kunsten at virke paa Industrien.
Hvilken rig Udvikling naaede han ikke at se i vort Samfund til Sammenligning med
den fattige Tid, i hvilken han var født, en Tid, som ikke alene havde trykket økono
misk, men ogsaa aandeligt. De store Digterværker, hvormed Øhlenschlæger paa en saa
glimrende Maade aabnede sin Bane, laa forud for Jacobsens Fødselsaar, og da »Cor-
regio« 1811 gik over Scenen, .var det næsten symbolsk, at Forfatteren lod den store
Kunstner slæbe sig tildøde paa de Penge, han trængte til. Men der var alligevel Øhlen
schlægersk Aand i Stykket, Corregio synker i Døden kranset med Lavrbær. 1811 var
et i mange Henseender trangt Aar, men at det er J. C. Jacobsens Fødselsaar lægger
ligesom et lysende Træk over dets alvorlige Pande.