65 / 297
48
VERDENSR YET KOMMER
tid ogsaa paany at være naaet til Anlægets yderste Grænse. Da han den 15 September
1883 samlede en storre Kreds til en festlig Sammenkomst paa Carlsberg, fortalte Ind
bydelserne de indbudte Gjæster, at de kom til et »færdigt« Anlæg, han »afsluttede«
Virksomheden.
Jacobsen fastholdt med andre Ord den samme Opfattelse, som han havde givet Ud
tryk i 1867. Produktionen maatte have en Grænse. Men i de forløbne Aar havde Meget
forandret sig. Den Gang stod Carlsberg som væsentlig Eneherre paa den bayerske Øl
brygnings Omraade her i Landet, hverken »Svanholm« (fra 1853) eller »Aldersro« (tra
1860) betød stort, men nu var der en følelig Konkurrence. »Tuborg« var stillet i 1873
og »Ny Carlsberg« i 1882, hvortil endnu kom et Par mindre Bryggerier »Alliance«
(1880) og »Frederiksberg« (1882), ikke at tale om at Bayerskølbrygning i Halvfjer-
serne var bleven begyndt i en Række Provinsbryggerier, saavel gamle som nyanlagte.
En i 1881 stiftet Forening af Bayerskølbryggerne i Kjøbenhavn og Omegn fik ingen
regulerende Indflydelse, den bestod kun et Par Aar, og Konkurrencen antog efterhaan-
den helt uhyggelige Former. Dette føltes haard t af de til Carlsberg knyttede Ølhand
lere, særlig paa Grund af Jacobsens tilbageholdende Optræden, hvorfor de sluttede sig
sammen i »Ølhandlerforeningen af 15 Jun i 1885«, der snart efter paakaldte Brygge
riets Hjælp til Opretholdelsen af sunde Konkurrenceforhold. Lidt efter lidt paavirkedes
Jacobsen da ogsaa af Ølhandlernes Opfordringer, og det synes at kunne være kommet
til, at han med al Kraft havde ladet Carlsberg optræde med hele dets Indflydelse. Paa
en indtrængende Henvendelse fra Ølhandlerne giver han unde r 3 Juli 1886 et i den
Retning gaaende Svar. Efter hans Mening var Øjeblikket til at tage Affære vel endnu
ikke kommet, men skulde det vise sig, at hans Kunder og dermed hans Afsætning i
det Hele led Afbræk, vilde han ikke længere forholde sig rolig, men forøge Bryggeriets
Produktionsevne og nedsætte Øllets Pris. »Den eneste for Gamle Carlsberg sømmelige
Maade« at imødegaa de andre Bryggeriers skjulte Rabatgivning paa var, siger han, en
almindelig offentlig Prisnedsættelse, og saa ender han sin Skrivelse med følgende stolte
Ord: »For mit eget Vedkommende vilde jeg helst være fri for en saadan yderligere Ud
videlse, men Gamle Carlsberg bor ikke svigte det Kald, det har faaet, at virke ved sit
Exempel paa Ølbrygningen og Bryggeridriften i det Hele her i Landet, og jeg bor ikke
betænke mig paa at bringe de i denne Henseende fornødne Ofre«.
Der kan herefter ingen Tvivl være om, at han, naar Øjeblikket efter hans Mening var
der, vilde være optraadt med hele sin mægtige Energi. Vel var han nu en aldrende
Mand, men hans Kraft var ubrudt. Det paagjældende Øjeblik skulde dog aldrig komme
for ham. Døden indhentede ham. Efter at han i Foraaret 1887 havde tiltraadt en Rejse
til Italien, blev han syg i Rom og døde her den 30 April.
Hvor Carlsbergs Udvikling er forunderlig rig. Op fra de gamle Hvidtølsbryggeriers
dunkle og uanselige Andegaard hævede Carlsberg sig som en straalende Svane med
sikre, mægtigt susende Vingeslag. Hine Bryggeriers alt andet end renlige Smaarum, i
hvilke massive Bryggerknegte trampede om, bleve til lyse, luftige Sale, i hvilke en klar
Drik fremstilledes i blanke, maskinskinnende Omgivelser under den absolute Renlig
heds Tegn, Alt baaret af en brændende Kjærlighed til Løsningen af den Opgave, som