85 / 297
6 6
SPREDTE TRÆK
været mindre. Hvad derimod Fransk angaar, gjorde han sig stor Umage for at mestre
dette Sprog. Da han i 1868 tager Timer i Fransk og i Pinsedagene ikke sysselsættes
med den sædvanlige Stil til sin Lærer, skriver han et langt fransk Brev til en fransk
interesseret Dame, der hørte til Carlsbergs nærmeste Omgangskreds, hvori han meget
karakteristisk skriver: »Ce n ’est pas mon plaisir de chômer, comme vous le savez —
c’est la mort — et il faut par conséquent que j ’écrive aujour d ’hui un thème comme à
l’ordinaire à Vous Madame, si Vous daignez l’accepter«. 1874 skriver han hjem fra Pa
ris: »Min franske Passiar kom i meget god Gang i Straszbourg, hvor jeg var samlet
med Ehrha rds Familie . . ., hos Tourteis talte jeg i 3 Dage Fransk, hvorved jeg gjorde
mærkelige Fremskridt, ligeledes hos Hr. og Madame Lefebre i Reims«.
Dette Brev begyndte han forøvrigt saaledes: »Me voila à Paris, la ville des villes, tou
jours fascinante, éblouissante! la ville de beauté, d ’élegance, de luxe, de l ’ésprit. Jeg
vilde gjærne blive ved med at skrive Fransk, men det vil i Længden gaae for langsomt,
jeg fortsætter derfor paa Dansk«. Han befinder sig, som det heraf vil ses, vel i franske
Omgivelser, han ser op til den franske Aand og Kultur. 1879 tager han i Paris Timer
hos en fransk Dame, og i det Hele stod han i den længste Del af sit Liv alt Fransk langt
nærmere end det Tyske. Da han i 1884 paa sin Rejse hjemad kom fra Frankrig ind i
Tyskland, hvor han i Ulm paa Grund af en Sangerfest kun kunde opnaa et maadeligt
Tagkammer og havde en dræbende Tur fra denne By til Nürnberg, skriver han : »Nu
skal jeg igjen i Arbejde i Bryggerierne, og saa er jeg atter i godt Humeur, selv mellem
Tvskerne«.
J
Han arbejdede altid paa sine Rejser, som man nærmest kan sige, at han forcerede
igjennem. Da han i Sommeren 1869 med sin Hustru og to til Carlsberg knyttede unge
Damer var i Paris, hvor der den Gang var meget varmt, skriver han til sin Ven Bog
handler Th. Lind i Kjøbenhavn: »Vi maa fremfor Alt undgaa Overanstrengelse; ved
»vi« tænker jeg naturligvis ikke paa mig selv, thi jeg higer efter at spænde Buen til det
Yderste, men hvad jeg i saa Henseende maa renoncere paa à l’heure qu ’il est, det haa
ber jeg at kunne realisere, naar jeg til næste Foraar — forhaabentlig — rejser alene til
England«. Paa hans sædvanlige Rejser, hvor han kun havde sig selv at tage Hensyn til,
blev hver Time, hver Minut udnyttet. Fra Kl. 7 Morgen foretog han tilfods sine Exkur-
sioner rund t i den paagjældende By; efter et let Morgenmaaltid nød han Intet, tor han
langt ud paa Eftermiddagen spiste til Middag, hvorefter han søgte til et Teater eller
en Koncert. Saaledes var hans Skik, til han først efter at have passeret de Halvfjers be
gyndte at føle, at han ikke var helt ung længer. Et i saa Henseende oplysende Brev
skal her citeres.
Den 27 Jun i 1884 skriver han hjem fra Turin : »Hvor det dog er kjedeligt at for
nemme, at man virkelig er bleven gammel! Det kan ikke hjælpe, at alle mine Venner
stadigt fortælle mig, at jeg endnu er ganske ungdommelig, thi Kjendsgjerningerne vise
det Modsatte. I Sindet synes jeg selv at være temmelig ung, men de physiske Kræfter
ældes kjendeligt. Tidligere har jeg paa Rejser kunne t bruge mine Ben fra den tidlige
Morgen til Midnat, men det er forbi, især her i Varmen, som dog ingenlunde er höj
(22° B. i Skyggen som Maximum), og Luften er deilig reen og aldeles ikke t n Tkkende.