100 / 137
F. H. fik overskriften »Foruroligende tilbagegang i den schweiziske ur
eksport til Danmark«. Direktør Vaucher skrev herom bl. a .:
»Tidligere udgjorde urene den vigtigste del af den schweiziske eksport
til Danmark, og i dag er de blevet mildest talt stedmoderligt behandlet.
Medens den schweiziske ureksport til Danmark i året
1938
endnu udgjorde
250.000
stk., sank den i den følgende tid til helt latterlige tal, således
mindre end
35.000
i året
1949
. For
13
år siden indtog Danmark endnu den
1 9
. plads i den schweiziske ureksport. Ved slutningen af
1949
var det
sunket ned til den
46
. plads, og i dag befinder det sig på den
3 3
. plads. Til
en vis grad kan denne tilbagegang forklares ved den aktive rolle, som
Danmark for år tilbage, da vareudvekslingen endnu var fri, spillede ved
forsyningen af de nordiske lande. Dog må man ikke overvurdere betyd
ningen af den omstændighed, thi den betydelige indskrænkning af den
danske urimport skyldes utvivlsomt ikke så meget tabet af denne rolle,
som de i København på grund af opståede økonomiske vanskeligheder
forordnede indførselsrestriktioner.
I løbet af de senere år har repræsentanter for de
2
lande gentagne gange
siddet ved forhandlingsbordet, men forhandlingerne har desværre aldrig
ført til nogen for urhandelen gunstig løsning. Tværtimod har forhand
lingsresultaterne på dette punkt været mere og mere nedtrykkende, således
fastsattes f. eks. aftalen af
6
. april
1950
indførselskontingentet for schwei
zerure til
3,5
mill. kr., hvad der fra begge parters synspunkt måtte betegnes
som fuldstændig utilstrækkeligt.
Desuagtet måtte dette kontingent et år senere lade sig vederfare en
yderligere nedsættelse på
500.000
kr. Med slige beskedne kontingenter er
en normal forsyning af det danske marked selvsagt umulig. Et folk, der
før krigen årligt købte
250.000
ure, kan ikke nogle år senere dække sit
behov med
3 5
.
000
-
40.000
eller
60.000
stk., og når en så nødvendig vare
foreholdes en befolkning, ja, så forsøger den at fremskaffe denne vare
ad andre mindre anbefalelsesværdige veje på trods af statens restriktions
foranstaltninger, og sålunde opstår og udvikler sig da »det sorte marked«,
som visselig er meget indbringende for sortbørs-handelen, men som skader
alle andre: Statskassen, der fortaber toldindtægterne og omsætningsskatten,
de dygtige fagfolk inden for urmagerbranchen, hvem frugten af deres
arbejde unddrages, forbrugerne, der lader sig indfange af tilfældige hand
lende; og sluttelig også de schweiziske urfabrikanter, hvis møjsommeligt
opbyggede salgssystem nedbrydes formedelst samvittighedsløse og branche-
fremmede elementer«.
Men kort før bladet skulle udkomme, skete den første og største lettelse
i kvalerne, idet den såkaldte deponeringsordning trådte i kraft.
Der var næsten jubel i tonen i de to interviews, som bladet bragte med
oldermanden, det ene på dansk og det andet - af hensyn til udlandet -
på tysk. Den nye ordning gik i korte træk ud på, at importen af ure og
fourniture blev frigivet, dog således at importøren skulle deponere
180
pct.